Han jagede Uber ud af Kina. Nu går Kinas kørselsgigant efter resten af kloden

Kinas dominerende kørselstjeneste, Didi, er gået på børsen i New York for at hente penge til global ekspansion og er ramlet op i en markedsværdi på knap 500 milliarder kroner. Men stilen er knap så aggressiv, som da Didi jagede Uber ud af det kinesiske marked efter hård kamp. Stifteren Cheng Wei er en af Kinas store iværksætterstjerner, men står som andre af Kinas teknologigiganter til at få vingerne stækket af styret.

Den kinesiske kørselsgigant Didis stifter, Cheng Wei, er beskrevet som en hård taktiker bag det afdæmpede ydre. Han holder udadtil en meget lavere profil end mange andre af Kinas mest markante iværksættere. SUN YILEI/Reuters/Ritzau Scanpix

Cheng Wei ynder at citere kinesisk militærhistorie og patriotiske sange. Og han har al mulig grund til at nynne for sig selv, efter at han i sidste uge marcherede ind på NYSE-børsen i New York med den kinesiske kørselstjeneste Didi.

Den 38-årige kineser står bag kørselsgiganten, der dominerer det kinesiske marked med taxaer, delebiler, delecykler og meget andet. Og han kan nu også citere en børsværdi for Didi på over 78 milliarder dollar. Det er omtrent 1000 kroner for hver af Didis cirka 493 millioner aktive brugere.