Mødt med krigens gru er de fleste politikere forståeligt nok til at tale med. Det ser vi tydeligt i disse dage, hvor der på Christiansborg pludselig er vilje til at finde 18 milliarder kroner årligt – svarende til et par store velfærdsreformer – til at lægge oven i forsvarsudgifterne, så vi kommer op på to procent af bruttonationalproduktet.
Venstrefløjen ser det med kedsommelig forudsigelighed som alle tiders lejlighed til at få brudt med årtiers ro om skatten. SFs formand, Pia Olsen Dyhr, er med på at sælge en højere skat på os allesamen som en fredsskat. Forjættende.
De Konservatives Søren Pape Poulsen er ganske opsigtsvækkende sågar villig til at udsætte eller droppe skattelettelser, fordi Danmarks sikkerhed kræver det. Ingen tør naturligvis foreslå at finde hele beløbet ved at skære i velfærden. Viljen til at bruge penge dominerer – igen – over viljen til at prioritere.
I den nuværende atmosfære mangler vi så blot, at EU, nogle lobbyister eller andre rækker hånden op og kræver kompensations- og hjælpepakker til alle de virksomheder, som er ramt af sanktioner og krigen i Ukraine. Pengekassen er i forvejen åben, og måske man kan tørre regningen af på skatteyderne.
Vil åbne for statsstøtte
Det er kun få dage siden, at Børsen og Berlingske kunne fortælle, at der i EU foregår et arbejde, som vil åbne for statsstøtte og kompensation til sanktionsramte virksomheder. Og allerede nu er der tegn på, at regeringens støttepartier, SF og Enhedslisten, sågar med støtte fra Venstre, pusler med sanktionshjælpepakker.
»Men det er vores position, at hvis der er nogle virksomheder, der bliver meget hårdt ramt, så vil vi gerne se på nogle løsninger på det,« sagde SF erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, onsdag til Ritzau.
Nej, Lisbeth Bech-Nielsen – og hvem det ellers måtte vedrøre.
Det nej bør siges med respekt for de virksomheder, som er ramt af krigen i Ukraine. Hel- og halvstuderede økonomer og kommentatorer kan have alle de synspunkter, de vil, for de har ikke hånden på kogepladen.
Vi må imidlertid omhyggeligt og nøgternt alligevel overveje argumenterne for og imod hjælp til krigs- og sanktionsramte virksomheder.
Argumenterne er svære at få øje på.
Afgrund mellem Danmark og Rusland
På den seneste globale rangliste over frihed fra Cato Institute var Rusland nummer 126 og Danmark nummer tre. De placeringer udtrykker selvsagt afgrunden mellem Rusland og Danmark, når det gælder retssikkerhed, frihedsrettigheder, regulering, pengesystem og meget andet. Man kan også kort og godt oversætte Cato Institutes frihedsindeks som et mål for risikoen ved at drive forretning i Rusland.
Sagt lidt brutalt, så er man altså selv ude om det, hvis man pludselig rammes af sanktioner, fordi man har valgt at handle med og i Rusland.
Til overflod findes i forvejen glimrende ordninger i EKF, hvor virksomheder kan forsikre sig mod krig og sanktioner – også i Rusland, når landet ikke fører krig.
Måske politikerne skulle have undersøgt sagen
Man har altså et forsikringssystem for eksport. Det skulle politikerne måske have undersøgt, før de begyndte at tale om hjælpepakker. Det samlede forretningsomgang i EKF er på 100 milliarder kroner. EKF har forsikret eksport for en kvart milliard i Rusland og for godt 500 millioner i Ukraine, fortæller EKF, når man spørger.
EKF har naturligvis lukket for nye eksportforsikringer i Rusland, men det er måske heller ikke ligefrem nationalt sindelag at starte ny eksport op med en krigsførende stat i et dansk nærområde, hvor man ikke kan være i tvivl, hvem den danske regering støtter.
Argumentet om at indføre kompensations- eller hjælpepakker nu med henvisning til, at den danske regering gjorde det under coronakrisen, bør også udfordres.
Hele argumentet for kompensation under coronakrisen hvilede på to ben.
Det ene ben er, at der op til coronakrisen var en retstilstand, hvor staten faktisk var forpligtet til at yde erstatning for tab under en epidemi, hvis myndighederne lukkede samfundet og virksomhederne. Det er hele debatten om paragraf 27 i den gamle epidemilov.
Det andet ben er, at formålet med kompensationspakkerne var midlertidigt at fryse økonomien ned, mens epidemien rasede, og mens der var skrappe restriktioner i kraft, så både job og virksomheder blev holdt midlertidigt og kortvarigt i live.
Det er ikke så lang tid siden, at regeringens ekspertudvalg om principperne for fremtidige hjælpepakker fremlagde deres overvejelser. Ekspertudvalget når frem til den centrale konklusion, at der ikke bør være noget automatisk krav på kompensation eller hjælp under en pandemi. Ja, udvalget foreslår faktisk forsikringsordninger, hvis nye epidemier bliver en normal foreteelse – en slags EKF på epidemiområdet. Vil vi altså nu indføre andre principper for krigssanktioner end for pandemier?
Går imod deres eget ekspertudvalg
Hvis regeringen lytter til støttepartierne og Venstre, går de således faktisk imod tankerne i deres eget ekspertudvalg. Det må man kalde en sær ironi, selvom vi er nogen, der faktisk mener, at erhvervslivet bør have et retskrav på kompensation, når staten tvangslukker virksomheder under en epidemi.
Nuvel, fordi regeringens ekspertudvalg har leveret en rapport af svingende kvalitet, kan man jo godt bide mærke i deres centrale princip om hjælpepakker:
»Hjælpepakker bør anvendes i forbindelse med en samfundskritisk sygdom, hvor krisen udgør et pludseligt, midlertidigt og usædvanligt stød til økonomien, og som nødvendiggør særlige restriktioner, der i betydeligt omfang begrænser aktivitet for virksomheder, institutioner og selvstændige mv.,« hedder det.
Man kan i lyset af, at der har været sanktioner mod Rusland siden invasionen af Krim i 2014, klart slå fast, at krigen i Ukraine hverken er noget pludseligt, midlertidigt eller usædvanligt. Det kan sagtens være, at sanktionerne mod Rusland begrænser aktiviteten for nogle konkrete virksomheder i Rusland, men resten af verden er åben for de samme virksomheder.
Den vigtigste pointe af dem alle
Og så måske den væsentligste pointe af dem alle.
Hvis dansk erhvervsliv og danske virksomheder kan regne med, at staten kommer rendende med penge og hjælpepakker, hver gang der er modgang, så vil virksomhederne få et usundt incitament til at løbe endnu vildere risici og til at være endnu dårligere polstret mod tab, end de er i dag. Hvorfor skal skiftende regeringer i en sådan verden sikre ordentlige rammevilkår og fornuftige skatter for erhvervslivet?
Man kan bare håbe, at lobbyisterne i DI, Dansk Erhverv og SMVdanmark selv siger nej til sanktionshjælpepakker. Man kan med en vis ret frygte, at de griber hver en krone, som de kan få ud af skatteyderne og politikerne. Det vil være en fejl.
Jeg håber, at I lytter, statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S).
