I krig og krise blomstrer nationalismen – pludselig er mundbind og krudt kritisk infrastruktur

Når krisen rammer, bliver vi bevidst om egen sårbarhed. I coronatiden havde kinesere sat sig på leverancerne af mundbind, og nu har spaniere lukket ammunitionsfabrikken i Nordjylland. Tør vi stole på privatkapitalismen og den internationale arbejdsdeling, når kriserne kradser? Forsyningssikkerhed er det nye sort.

Soldater i forsvaret vil helst have rigtig ammunition i geværet, når de øver sig i at føre krig. Det kniber med den skarpe ammunition for tiden. Her trænes i Oksbøl. Rikke Kjær Poulsen

Ukendte spanske ejere har for længst lukket Danmarks eneste ammunitionsfabrik, »Krudten«, i Nordjylland. Ingen løftede et øjenbryn, da nøglen blev drejet om på fabrikken i 2020, men nu er der krig i Europa, og så er lukningen pludselig et problem.

Forsvarets lagre er tomme, og danske soldater må øve sig i krig uden ammunition. For samtidig med lukningen af »Krudten« brød de spanske ejere en syvårig leveringskontrakt med forsvaret.