To uger skulle krigen i Ukraine vare – og de døde og sårede tælles i tusinder og flygtningene i millioner – før Carlsberg satte en stopper for to kontroversielle partnerskabsaftaler med russiske organisationer, hvor styrtende rige og internationalt sanktionsramte oligarker huserer.
Først i sidste uge skrottede Carlsberg et ishockeysponsorat og en lukrativ leveringsaftale med den russiske olympiske komité.
Fortællingen begynder med et foto af en Carlsberg-direktør, en junioroligark og en ishockeypræsident. Billedet er fra et pressemøde før jul i 2019, hvor Carlsbergs russiske kæmpebryggeri, Baltika, underskrev en sponsoraftale med det russiske ishockeyforbund, som skulle løbe frem til 2023.
Midt i billedet fremviser præsidenten for den russiske ishockeysammenslutning en flot, rød spillertrøje med Baltika-logo. Til venstre for ham står en nydelig dansk Carlsberg-direktør. Til højre en russisk junioroligark med slipset i uorden og et lidt svømmende blik.
Danskeren er Jan Lehmann, som frem til 2021 var øverste chef for Carlsbergs russiske Baltika-bryggeri. Junioroligarken er Roman Rotenberg, hvis far og onkel – Boris og Arkady, begge mangemilliardærer – blev ramt af sanktioner og sortlistet af USA, da Rusland annekterede Krim i 2014.
Junioroligarken, Roman Rotenberg, deltog i begivenheden i sin egenskab af first vice president i organisationen og chief of staff for det russiske ishockeylandshold. Roman Rotenbergs milliardærfar og -onkel er barndomsvenner af Putin og har spillet ishockey med præsidenten.
Sanktioner mod junioroligarken
I begyndelsen af marts blev Roman Rotenberg sammen med en række familiemedlemmer – herunder faren, Boris Rotenberg, og onklen Arkady Rotenberg – ramt af nye amerikanske sanktioner. Ifølge USA har de ny- og gensanktionerede oligarker plyndret den russiske stat og brugt familiemedlemmer til at flytte og skjule aktiver.
Nogle uger forinden blev Roman Rotenbergs far, Boris, og hans fætter, Igor, også ramt af nye britiske sanktioner. Det gjaldt også endnu en oligark, Gennady Timchenko, der ligesom Rotenberg-familien er ishockeyfan, ven af Putin og astronomisk rig med en formue på 117 milliarder kroner.

Timchenko er formand for Ruslands nationale ishockeyturnering, KHL, og præsident for Sankt Petersborgs professionelle ishockeyklub, SKA, som holder til i Ice Palace i Sankt Petersborg. Under Timchenko blev Roman Rotenberg udnævnt som cheftræner i SKA uden at have været professionel spiller.
Baltika i olympisk leveringsaftale
Den sportsinteresserede Gennady Timchenko er også vice president for Ruslands olympiske komité, og her dukker Carlsberg-bryggeriet Baltika op på arenaen igen.
Baltika var ifølge bryggeriets hjemmeside officiel leverandør til de olympiske vinterlege i 2014 i den russiske by Sochi. Både Boris og Arkady Rotenberg er blandt andet blevet rige på attraktive byggekontrakter med den russiske stat i forbindelse med legene i Sochi.
Baltika var også sponsor i House of Fans of the Russian Olympic Team ved de olympiske lege i Rio de Janeiro i 2016.

I 2018 opnåede Baltika på ny status som officiel leverandør til legene. På dette tidspunkt var Gennady Timchenko allerede ramt af amerikanske sanktioner efter Ruslands annektering af Krim, men dette skræmte altså ikke Carlsberg fra at samarbejde med den olympiske komité.
Lukkede øjne
Historien om Carlsberg og oligarkerne handler om en dansk virksomhed, der længe har kunnet lukke øjnene for, at den samarbejder med en suspekt eller ligefrem kriminel magtelite. Med den russiske invasion i Ukraine fremstår de russiske oligarker uendelig meget mere problematisk, usympatisk og umulig som samarbejdspartner.
Ruslands aggression har fået Carlsberg og mange andre virksomheder til at overveje deres aktiviteter i Rusland. Men mens for eksempel Mærsk har trukket sig ud eller er i færd med at trække sig ud, så bliver Carlsberg indtil videre i landet, hvor Baltika beskæftiger over 8.000 ansatte.
Carlsberg er da også den danske virksomhed, som har suverænt mest på spil med hensyn til værdier i Rusland – i størrelsesordenen 20 milliarder kroner. Indtil videre har bryggerigiganten drypvis sagt stop for nyinvesteringer og lovet at donere eventuelle overskud af den russiske forretning til velgørenhed.
Først i sidste uge kom Carlsbergs beslutning om at stoppe markedsføringstiltag i Rusland. Herunder hører sponsoratet med ishockeysammenslutningen og leveringsaftalen med den olympiske komité, oplyser presseafdelingen.
Historien om Carlsberg og oligarkerne er vigtig. Vi har i alt for mange år været vant til, at det var i orden at lave forretninger med hvem som helst, så længe det gavnede de økonomiske bånd til selv meget udemokratiske lande. Vi ser i disse uger et opgør med skattely, og vi vil formentlig også se et opgør med røverkapitalisterne.
Birgitte Erhardtsen er journalist og kommentator på Berlingske Business