Når Forsvarets soldater skal på øvelse, har de det seneste halve år ofte skullet træne uden ammunition. Den spanske leverandør, Expal, som Forsvaret hidtil har fået leveret ammunition fra, er nemlig rendt fra sin kontrakt med det danske militær.

Men Forsvarets tomme lagre og den slunkne ammunitionskasse hænger faktisk sammen med arbejdssituationen i den lille nordjyske by Elling, der ligger seks kilometer fra Frederikshavn.

Indtil 2020 lå Danmarks eneste ammunitionsfabrik, der i daglig tale blev kaldt Krudten, nemlig her. Først som statsejet virksomhed under Forsvaret frem til 2008 og siden som privat virksomhed ejet af samme spanske Expal, der i sommer løb fra kontrakten.

Siden har Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) panikshoppet på verdensmarkedet via NATOs aftaler hos blandt andre tyske MEN, norske Nammo Raufoss AS og brasilianske CBC, mens de gør klar til at sætte efter Expal i retten.

Men fabrikken i Nordjylland kunne have løst Forsvarets omfattende mangel på ammunition, lyder det fra direktøren for Dansk Industris underafdeling Forsvar og Sikkerhed, Joachim Finkielman.

For, siger han, ud fra et sikkerhedsperspektiv er det vigtigt, at Danmark på en række områder ikke er afhængig af udenlandske leverandører:

»Man kan eksempelvis forestille sig et område som cyberområdet, hvor det vil være fornuftigt at købe danske løsninger og videreudvikle vores evne på det her område. For den dag, det går galt, skal vi nødigt være afhængige af alle mulige udenlandske leverandører,« siger han til Berlingske.

Han sammenligner Forsvarets tomme ammunitionslagre med de tomme værnemiddelslagre under coronakrisen:

»Men når det kommer til sikkerhed, vil man jo virkelig ikke stå i den situation,« siger han og tilføjer:

»I fredstid er det nemt at få leverancer, men når krisetid indtræffer, bliver det svært,« siger Joachim Finkielman.

00ernes spareløb

Myten fortæller, at Christian 4. lod den danske ammunitionsfabrik opføre, fordi han ville have noget fyrværkeri, som kunne skræmme svenskerne. Det var den fjende, den danske konge gang på gang lå i kamp med. At fabrikken stod færdig i 1676, hvor Christian 4. havde været død i årtier peger mest i retning af, at det er en myte.

Men i 2006 var Danmark alt andet lige udelukkende engageret i krige langt fra Danmarks grænser og altså ikke med svenskerne. Afskrækkelse af fremmede nationer var ikke vigtigt på samme måde, som det tidligere havde været.

Derfor besluttede daværende forsvarsminister Søren Gade (V) i første omgang at lukke den statsejede ammunitionsfabrik i Elling. Men efter samtaler med de ansatte på fabrikken, besluttede man alligevel at forsøge at sælge fabrikken.

Man havde trods alt en køber på hånden i skikkelse af spanske Expal, og både Forsvaret og Politiet lovede, at de ville købe deres ammunition hos fabrikken i Nordjylland.

Privatiseringen blev Forsvarets bidrag til den omfattende privatisering af de statsejede virksomheder, som er foregået siden 1980, og som ifølge en rapport fra Økonomi og Politik samlet har indbragt staten et provenu på 80 milliarder kroner.

Det er samme privatisering, der betyder, at staten ikke længere driver teleselskab, togdrift i Vestjylland eller girobank.

Men løftet om at samle sine indkøb hos den private virksomhed i Nordjylland kan Forsvaret og politiet have glemt.

Tidligere direktør hos ammunitionsfabrikken i Elling, Peter Houlberg, fortalte nemlig i 2020 til Nordjyske, at på trods af at fabrikken primært solgte til Forsvaret, så var efterspørgslen på ammunition dalet:

»Vi producerer syv dage om ugen, har solgt alt, vi producerer, men det er for lille en produktion til, at det kan betale sig.« Og det skyldtes blandt andet, at man lå i konkurrence med fabrikker uden for Danmarks grænser

Derefter lukkede fabrikken.

Fjendens ammunition

Med en lukket ammunitionsfabrik og uden mulighed for selv at støbe kugler og blande krudt, kan Danmark heller ikke bidrage til at afskrække russerne eller andre fjender, siger Bjarne Laustsen, der har siddet i Forsvarsudvalget for Socialdemokratiet siden 1992:

»På den her måde kan vi jo risikere at skulle spørge fjenden, om vi må købe noget ammunition, hvis vi skal ud og slås. Det er ikke godt for en suveræn stat ikke at være i stand til at lave sit eget forsvar, og at være fuldkommen afhængige af andre. De bestemmer jo prisen.«

Danmark har dog ikke tradition for at købe meget militært udstyr inden for landets grænser. Slet ikke hvis man sammenligner med andre europæiske lande.

En oversigt fra svenske Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) viser, at Frankrig køber 99 procent af alt sit grej til sit forsvar inden for sine egne grænser. Lignende tal finder man for USA (98 procent), Storbritannien (96 procent), Italien (90 procent) og Spanien (83 procent).

Hos Danmark ligger tallet på 23 procent.

Når Danmark i 00erne solgte sine ammunitionsfabrik, skete det, fordi man fra Statens side vurderede, at det ikke længere kunne betale sig at producere ammunitionen selv.

»Det så vi også med vaccinerne, og det kan ud fra en økonomisk betragtning godt være rigtigt. Men konsekvensen er, at hvis der så kommer en krise, som den vi står i nu, så kan vi ikke selv skalere op og ned for produktionen, og i stedet skal vi bede andre stater og virksomheder i verden om lov til at købe deres krudt og kanoner,«  siger Ole Helby Petersen, der forsker i samspillet mellem den offentlige og private sektor på Roskilde Universitet

Men det er for nemt at være bagklog og sige, at Danmark burde have vidst, at vi ville få problemer med at skaffe ammunition til vores soldater, siger Ole Helby Petersen:

»De her store kriser har vist, at vi i Danmark mangler en dybere forståelse for, hvad kritisk infrastruktur er,« siger han og tilføjer:

»Vi mangler simpelthen kompetencerne til at vurdere, hvad konsekvenserne er ved et frasalg, og om vi kan risikere at stå i problemer senere.«

Expal skal en tur i retten

En af hovedårsagerne til, at Forsvaret i dag mangler ammunition er, at Expal ud over at eje fabrikken i Elling også i 2017 vandt et udbud fra Forsvaret om at levere ammunition.

For ud af det blå droppede Expal i sommeren 2021 den syvårige rammeaftale om levering af ammunition. Det har ikke være muligt at få Expal i tale om, hvorfor kontrakten blev brudt. Men ligegyldigt årsagen, blev Forsvarets ammunitionslagre hurtigt tømt.

En gennemgang af udbud hos Mercell, der er en udbudsportal, viser, at Forsvaret, siden rammeaftalen gik fløjten, har gennemført fem ammunitionsudbud.

Der er tale om både et enkeltkøb, der gik til brasilianske CBC, rammeaftale på håndgranater, som gik til italienske RWM Italia SpA samt en ny rammeaftale på krudt og kugler til geværer, der ikke er offentliggjort endnu.

Det kom nemlig bag på Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), at Expal løb fra kontrakten. Derfor meldte de også hurtigt ud til netmediet Olfi, at de ville komme efter Expal i retten.

Berlingske har spurgt FMI, hvor langt de er i forhold til et retligt efterspil. Til det svarer FMI, at man »samarbejder med Kammeradvokaten i forhold til at fremsætte krav mod Expal, set i forhold til at kræve kompensation for de merudgifter, som FMI har måtte afholde. Af hensyn til at der er tale om en verserende sag, kan FMI ikke oplyse yderligere detaljer.«

Expal er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelser.

I gamle dage

Ligegyldigt årsagen til lukningen, så mærker Frederikshavn Kommune stadig, at fabrikken, der tidligere beskæftigede over 300 mand i 1990erne, lukkede i 2020 og samtidig gjorde 63 personer arbejdsløse. Det siger Birgit Hansen (S).

Hun er Frederikshavns socialdemokratiske borgmester, og det har hun været fra staten satte fabrikken til salg, da spanske Expal købte den, og til de lukkede den i 2020.

»Vi ved godt, at det er naturligt, at der kommer færre produktionsarbejdspladser. Men vi er bare ikke et område, hvor der kommer nye arbejdspladser til.«

Og når et sted som ammunitionsfabrikken har et kælenavn, der bliver brugt i folkemunde, sådan som Krudten havde det, så er det fordi, området har et særligt ejerskab til stedet:

»I dag, hvor navnet lever videre, minder det os jo om, at det gik bedre i gamle dage,« siger hun.

Sagen er den, at Frederikshavn Kommune, hvor Elling ligger, mangler arbejdspladser. Der er ganske vist en stor motorvej, men der er også langt til det meste.

»Så vi græder, hver gang, der bliver nedlagt bare én arbejdsplads. Og vi jubler, hver gang der bliver skabt en ny.«