»Jeg mener, at Østersøregionen er et potentielt mål for Rusland.«
Man skal passe med at gøre historikere eller andre til en slags halvguder, når vi skal forsøge at begribe, hvad det er, som har ramt Vesten og Danmark med Ukraine-krigen. Men hvis vi allerede nu skal begynde at håndtere de helt konkrete økonomiske konsekvenser af krigen i Ukraine, er det ikke nok bare at studere udsvingene på aktiemarkederne, eksplosionen i energipriserne eller konkrete økonomiske sanktioner rettet mod Rusland.
Citatet fra en af verdens mest ansete historikere og journalister, amerikanske Anne Applebaum, i Berlingske indrammer, at krigen i Ukraine handler om geopolitisk usikkerhed. For første gang i siden Murens fald og Den Kolde Krigs afslutning må vi erkende en sikkerhedspolitisk trussel tæt på Danmarks grænser.
Økonomerne kan med en vis præcision beregne de økonomiske konsekvenser af, at gaspriserne stiger med 30 procent eller 50 procent eller et fald i aktiekurserne på ti eller 20 procent. Det er næsten umuligt at beregne de økonomiske konsekvenser af den geopolitiske trussel, som Anne Applebaum beskriver – men vi kender fortegnet.
Det er den barske realitet, som møder finansminister Nicolai Wammen (S), når han øjeblikkeligt skal begynde at håndtere de økonomiske konsekvenser af Ukraine-krigen.
Man kan næsten være vemodig over, at Danmarks Statistik fredag morgen præsenterede nyheden om, at tre ud af fire rengøringsfirmaer mangler hænder. Det var den verden, vi kendte, indtil torsdag morgen, hvor vi intensivt diskuterede mangel på arbejdskraft, og hvordan vi kunne få flere udlændinge ind i landet for at løse problemet.
Den debat, vi skal have nu, er, hvor stort et økonomisk chok, vi står over for efter Ukraine-krigen, og hvordan finansministeren skal reagere på det i den økonomiske politik. Man kan starte med tre væsentlige konstateringer.
Den første er, at finansminister Nicolai Wammen (S) bør glæde sig over, at han sidste år ignorerede henstillingerne fra vismændene og Nationalbanken i den økonomiske politik. Havde regeringen gennemført en finanspolitiske stramning i forbindelse med finansloven, havde Wammen måske snart stået i den situation, at han skulle begynde at overveje visdommen i at have lyttet til nationalbankdirektør Lars Rohde og Carl-Johan Dalgaard.
Ingen kunne ganske vist for få måneder siden vide, at verden ville stå med en krig i Ukraine, om end inflationen og forsyningskrisen kunne pege på, at dansk økonomi nærmere stod i et vadested snarere end foran en lang højkonjunktur.
»Uanset hvor meget man kan skændes med Nicolai Wammen om konkrete punkter i regeringens økonomiske politik, bør man anerkende, at finansministerens linje i finanspolitikken lige nu er at vente og se. I et vadepunkt er det bedre end finanspolitiske eksperimenter,« skrev Berlingske på lederplads i oktober.
Den anden er, at et kig på de seneste 55 års udvikling i dansk økonomi viser, at Ukraine-krigen med sikkerhed vil ramme dansk økonomi mål- og mærkbart. Der har ikke været en international sikkerhedspolitisk krise i samme skala som Ukraine-krigen siden 1966 uden at udløse en efterfølgende svækkelse af økonomien.
Den tredje, som bør bekymre Nicolai Wammen dybt, er, at fortidens kriser er alle tiders lejlighed til at begå store og dybe politikfejl, som man skal lave med i årevis og sommetider i årtier. Man kommer her ikke mindst til at tænke på årene efter første oliekrise i 1973-1974.
Det er tankevækkende at se på striben af kriser i de seneste 55 år, og hvordan de har ramt dansk økonomi. Både den første og anden oliekrise havde krig som bagtæppe.
Den første oliekrise blev udløst af Yom Kippur-krigen i oktober 1973, hvor Egypten og Syrien angreb Israel. I et forsøg på at presse Vesten til at stoppe støtten til Israel, gennemførte de arabiske olieproducerende lande en olieembargo. Nogle danskere tænker stadig med en vis romantik på tiden med bilfrie søndage og hastighedsnedsættelser i kampen for at spare på olien.
Den anden oliekrise blev udløst af krigen mellem Irak og Iran i 1980. Det var netop i optakten til anden oliekrise, at den daværende finansminister Knud Heinesen (S) udtalte de ord, som senere kom til at klæbe til resultatet af 1970ernes økonomiske politik, nemlig at »Danmark havde kurs mod den økonomiske afgrund«.
En tredje relevant episode, hvor også energipriserne spiller en rolle, er Første Golfkrig i 1990-1991, da Iraks tidligere leder, Saddam Hussein, invaderede oliestaten Kuwait – blot under et år efter Murens fald. Når man graver i det, er det umiddelbart næsten svært at få øje på Første Golfkrig i væksttallene. Perioden omkring Første Golfkrig er lidt speciel, fordi krigen finder sted midt i en af de dybeste og længste økonomiske nedture i dansk økonomi i efterkrigstiden, nemlig i årene efter den borgerlige regerings kartoffelkur fra 1986. Golfkrigen udsatte især et svagt opsving snarere end at udløse en egentlig nedtur; det er slemt nok, når man har over 200.000 arbejdsløse.
Ingen kender i dag sandheden om, hvor hårdt Ukraine-krigen vil ramme dansk økonomi. Lidt ved vi dog. Regeringen spåede i sin økonomiske redegørelse fra december, at væksten i 2022 ville ligge på nydelige 2,8 procent. En ganske hidsig vækst oven på en endnu mere hidsig vækst på 3,9 procent i 2021, hvor coronakrisen for alvor slap grebet om dansk økonomi.
Beregninger foretaget af økonomerne i 3F før nytår – og altså før Ukraine-krigen – viser imidlertid, at alene stigningen i energipriserne frem til udgangen af november vil klippe op mod en procent af væksten i 2022. Hertil skal man altså lægge de seneste ugers markante prisstigninger på olie og naturgas, de seneste måneders tendens til stigende renter, de seneste måneders fald i aktiekurserne samt – som en ubekendt faktor – krisens effekt på psykologien blandt husholdninger og virksomheder.
En tommelfingerregel siger, at køen af arbejdsløse begynder at stige, så snart væksten falder til under 1-1,5 procent. Der var lang vej ned til så lav en vækst, da regeringen i december præsenterede sin prognose. Ikke så meget mere.
Dansk økonomi har netop forladt en krise, hvor den socialdemokratiske regering har gjort en dyd ud af at fortælle, hvordan dens økonomiske politik holdt hånden under dansk økonomi, mens coronaen huserede. Danskerne og vælgerne vil med god ret spørge, om Socialdemokratiet vil vise samme kompromisløshed i tilfælde af en krise, som er udløst af Ukraine-krigen.
Spørgsmålet er også, om det vil være så lige så let af trække Danmark gennem den næste krise. Det sidste kan man tvivle på.
