Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Hov, vi glemte vist at tænke på bagsiden ved globalisering

Åh, globalisering. Hvor er det skønt med billig arbejdskraft i udlandet og produktion i Kina! Men hånden på hjertet: Har kådheden over for eksotiske samarbejdseventyr og besparelser gjort os til naive opportunister?

Coronakrisen har udstillet, at vi har overset farerne ved globaliseringen: At vi som samfund har mistet kontrollen over vores egen forsyningskæde, skriver Esther Dora Rado. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Som vaskeægte opdagelsesrejsende har små og store virksomhedsledere bevæget sig ud på det vuggende hav og søgt fremmede kyster for at fremme forretningen. Man har opdaget call-center i Indien, produktion i Thailand og Kina, billigere arbejdskraft fra Baltikum og Polen, og import-eksport har haft kronede dage.

Medier, politikere, alle – ja, nok lige undtagen de medarbejdere, som er blevet erstattet – har klappet i hænderne. Ikke blot over de muligheder og besparelser, der lå i samarbejdet med udlandet, men også over vores dynamik med omverden, »en verden uden grænser;« og vi har dyrket at tackle vekselvirkninger som ledelsesdisciplin, fjernledelse, rejser og roadshow i Europa.

Og er man stor nok, kan investorpenge komme fra alle verdenshjørner, og persongallerimæssigt er verden blevet en buffet af topledere med høje kompetencer, der kan hentes ind fra nær og fjern.

Den rettidige omhu

Men hov! Har vi ikke glemt noget måske? Noget vi ellers elsker på ledelsesgangen: due diligence!

Esther Dora Rado Fold sammen
Læs mere

Due diligence, rettidig omhu, krisestyring, kriseledelse. Forandringsledelse, risikostyring, forandringsparathed, agilitet. Scenario planning. Krise-strategi. Alle disse dejlige buzz-ord, der jævnligt tages op, og hvor vi altid understreger vigtigheden af at se udover egen næsetip, at forestille os at noget kan ramme os, som vi næsten ikke kunne forudse.

Og alligevel er det egentlig – og det er jo meget nemt i bagklogskabens lys at sige, men heldigvis kan vi altid lære – ofte de samme udfordringer, vi forudser.

De er sjældent katastrofale nok og tager alt for ofte udgangspunkt i os selv. Eksempler: »Hvad hvis vi havner i en shitstorm på de sociale medier.« »Hvad hvis vi har et læk af info.« »Hvad hvis vi får giftudslip.« »Hvad hvis der er rotter i leverpostejen.« »Hvad hvis der er børnearbejde i et leverandørled.«

Disse er jo super relevante overvejelser, måske burde mange tilføje øvelser i dag som: »Hvad hvis det viser sig, at vi hvidvasker helt vildt«. Eller: »Hvad hvis det viser sig, at det, vi sælger, er varm luft eller løgn« – altså lidt mere selvkritik. Af de fleste af disse er den største bekymring den dårlige omtale, det kan afføde, at kunderne bliver sure og handler et andet sted og de økonomiske konsekvenser af dette.

Esther Dora Rado

»Som samfund har vi ikke kontrol over vores egen forsyningskæde, og vi bør overveje, hvad vi for vores lands sikkerhed skal producere her og værre herrer og ejere af selv.«


Men ligesom med biluheld afhænger de ikke kun af, om du selv kører godt. Det er lige så ofte modparten, der har drukket eller kører som en brækket arm. Derfor skal vi holde skarpt øje med de udefrakommende potentielle farer. Af udefrastående katastofer er det, vi oftest føler os truet af og taler om sikkerhedslæk og cyberangreb. Fysisk indbrud, terror, røverier, afpresning, kidnapning.

Og det er klart, at man i takt med globaliseringen har indset, at flere farer lurer, vi skal være opmærksomme på lidt mere.

Magten over os

Alligevel har vi ikke set globaliseringen i sig selv som en fare. Altså at vi kan havne i en situation, hvor vi ikke er verden eller EU, men kun kan forlade os på os selv. Og her har vi ikke gjort vores due diligence godt nok.

Det er blevet skræmmende tydeligt under pandemien, og den dominoeffekt af sammenbrud i erhvervslivet, den har skabt. Som samfund har vi ikke kontrol over vores egen forsyningskæde, og vi bør overveje, hvad vi for vores lands sikkerhed skal producere her – og være herrer over og ejere af selv.

Det drejer sig om medicin, våben, energi, vand, penge, beskyttelsesmidler, infrastruktur og mad, som vi i en krise ikke kan leve med, at andre har mere magt over end os selv.

Og virksomheder skal tænke mere dommedag. Tænke mindre i dårlig PR og mere i: »Hvad kan slå os helt hjem i Ludo«, og så vil afhængighed af andre automatisk ryge ret højt op på listen. Hvad sker der, hvis der kommer krig? Luftforurening? Hvis mennesker ikke kan komme på job?

Hvad hvis likviditeten er truet? Egentlig: Hvordan kan vi hurtigt gøre os uafhængige af andre, hvis vi skal?

Og så kan man jo tage den videre til den øvrige strategi, og gøre den mere »glokal«: Vi behøver måske ikke flyve for at komme til det satans møde i Ischgl til vinter. Eller være repræsenteret på den hundedyre tapetmesse i Frankfurt. Eller flyve business-class, hvis vi kan zoome. Så kan vi også spare lidt penge og CO2 der.