Regeringens uafhængige rådgiver på klimaområdet, Klimarådet, følger nu trop på regeringens støttepartier og anbefaler at droppe den fremtidige jagt efter ny olie og gas i den danske undergrund ved at aflyse den såkaldt ottende udbudsrunde, der kører netop nu. Det sker i en rapport offentliggjort torsdag morgen.
»Jagten på nye olie- og gasfelter i Nordsøen kan skade Danmarks klimamæssige troværdighed på den internationale scene. Ved at fortsætte udbudsrunderne i Nordsøen risikerer vi at udvande den status som foregangsland, som Danmark opnår gennem ambitiøse reduktioner af drivhusgasudledninger inden for Danmarks grænser. Dertil kommer en række klimamæssige og økonomiske aspekter, der gør, at vi samlet set anbefaler, at 8. udbudsrunde og efterfølgende udbudsrunder aflyses,« udtaler rådets formand, Peter Møllgaard.