Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Godt spørgsmål, Pelle Dragsted!

Hvem ejer egentlig en virksomhed? Dette relevante spørgsmål har Enhedslisten-politikeren Pelle Dragsted fremsat, for en virksomhed har reelt mange interessenter med forskellige rettigheder og muligheder.

Nicolai Foss er strategiprofessor på Copenhagen Business School og løfter sløret for, at ejerskabet af en virksomhed ikke er så entydigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR/Arkiv
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I et tweet tidligere på året (17. juni) spurgte Enhedslisten-politikeren Pelle Dragsted retorisk: »Hvorfor skal de, der investerer kapital, have større indflydelse i et selskab end dem, som investerer deres arbejdskraft?«

Det gav anledning til en mindre SoMe-storm med lidet flatterende kommentarer som »Stop! Bare stop!«, »Det er en alvorlig hæklefejl i kysen«, etc. Med andre ord: Alt er, som det plejer på Twitter. De Konservatives Rasmus Jarlov fremhævede dog »debatten« som væsentligt mere seriøs end den »debat«, der udspiller sig, når borgerlige tweeter. Det er muligt. Men seriøs var debatten aldrig. For ingen tog Dragsteds spørgsmål alvorligt eller evnede at give overbevisende svar.

Dragsteds spørgsmål er faktisk både godt og fuldstændigt fundamentalt. Det er et spørgsmål, som både venner og fjender af kapitalismen bør overveje grundigt. Det er så også et spørgsmål, økonomer og jurister har tænkt over i årtier. Det er ofte sket under overskriften: »Hvem ejer virksomheden – og hvorfor?«

Én forklaring er, at virksomheder grundlægges af risikovillige iværksættere, der indskyder egen og/eller lånt kapital og ansætter medarbejdere til en mere eller mindre fast løn. Iværksætteren kan bedst realisere sit projekt, hvis han har mere indflydelse end andre i virksomheden – det vil sige kan lede og fordele arbejdet. Hvis han qua sit ejerskab er sikret retten til virksomhedens profit, er han samtidig motiveret til at lede virksomheden bedst muligt.

Samtidig vil kapitalen ofte bindes i aktiver, der er meget specifikke til anvendelsen i virksomheden, hvorved der løbes en betydelig risiko. I et ejerledet selskab – som udgør en meget stor del af dansk erhvervsliv – giver det derfor god mening, at »de, der investerer kapital« også har »større indflydelse« end de ansatte.

Disse forklaringer er bare ikke uproblematiske. Ét problem opstår, når de, der skyder kapital ind, og lederne ikke er de samme som i det moderne aktieselskab. Shareholder-perspektivet udpeger som bekendt aktionærerne som virksomhedens ejere. Men det er reelt et meget amputeret ejerskab, der her er tale om.

Aktionærerne blandt læserne kan jo bare prøve at udøve almindelige ejerskabsrettigheder (ret til at anvende, sælge, etc.) til aktiverne i de virksomheder, som de har aktier i – så vil de hurtigt opdage, hvor begrænsede de rettigheder er. Det er faktisk et godt spørgsmål, om der overhovedet er nogen, der ejer virksomheden – eller om der blot er tale om en række interessenter med forskellige rettigheder til at disponere over og erhverve indkomst fra de aktiver, der indgår i den juridiske enhed?

Et andet problem er, at det ikke kun er dem, der indskyder kapital, der løber en risiko. Medarbejderen, der specialiserer sine færdigheder, kunnen og viden til en bestemt virksomhed  – måske det, Dragsted mener med ansatte, der »investerer deres arbejdskraft«, løber også en risiko: Hun bliver mere produktiv, men i kraft af sin specialisering kan hun få forringede muligheder for ansættelse andre steder, hvilket reducerer hendes forhandlingsstyrke i det aktuelle ansættelsesforhold.

Mange interessanter i spil

Men her kan man så indvende, at markedsmekanismerne faktisk håndterer den specialiserede medarbejders risiko. Ofte ser vi for eksempel, at videnstunge virksomheder med specialiserede medarbejdere organiseres som partnerskaber. Og generelt vil det jo være sådan, at de medarbejdere, der i højere grad »investerer deres arbejdskraft« (specialiserer sig, opgraderer deres færdigheder) i virksomheden, også vil få »større indflydelse«, ikke mindst for at give dem incitamenter til at committe sig til virksomheden.

Virksomheder har mange interessenter. Når det alligevel giver mening at se indskyderne af kapital som en særlig gruppe, skyldes det ikke mindst, at de har meget sammenfaldende interesser, nemlig (primært) maksimering af afkast. At give mere vidtgående rettigheder til dem, hvad angår indflydelse på, hvem der leder virksomheden, og hvordan det giver mening, fordi det betyder, at beslutninger træffes hurtigere og mere effektivt.

Andre interessenters rettigheder kan så beskyttes kontraktligt eller gennem lovgivningen. Så også her har samfundet sådan set givet et svar på Dragsteds spørgsmål.