Erhvervslivets globale spilleregler er p.t. ved at blive redefineret, og denne tendens vil kun accelerere i løbet af efteråret. Digitaliseringen alene er ifølge OECD blevet fremskyndet med mindst tre år i løbet af foråret. Kun de virksomhedsejere, der er klar til at tænke helt nyt og være inkluderende ledere, vil overleve og få succes. Derfor er det mere end nogensinde essentielt at sørge for, at alle talenter kommer i spil og deltager i de fremtidsbeslutninger, der tages.
Det danske erhvervsliv har længe flirtet med begrebet diversitet, men her i 2020 er det ikke længere blot »nice to have«, men et absolut »need to have«. Vi skal have en meget bredere vifte af kompetencer i spil end
dem, som den nuværende generation af ledere af samme køn, med identisk uddannelse, alder og kulturel baggrund bidrager med.