Glem klimaet, glem Rohde og glem teoribøgerne – tre gode råd til kronprinsessen i Nationalbanken

Jobbeskrivelsen for Signe Krogstrup i Nationalbanken er krystalklar, nemlig at alle andre hensyn end at forsvare den faste kronekurs over for euroen er sekundære. I det helt kortsigtede valg mellem at sikre kronekursen eller nå et klimamål i 2025 har Krogstrup kun én præference, nemlig at kæmpe for kronen, ikke klimaet. Så enkelt er det.

Nationalbankens vicedirektør, Signe Krogstrup. Danmarks Nationalbank/Presse J

Signe Krogstrup er navnet på Danmarks sandsynlige næste nationalbankdirektør, når 66-årige Lars Rohde stopper inden for en årrække. Alene navnet Krogstrup har den robusthed, som passer sig for en centralbankdirektør, der skal holde kronen fast og politikerne i ørerne. Naturligvis har Krogstrup sin egen topografi på danmarkskortet – et sogn og en nydelig middelalderkirke på Horns Herred, ti kilometer syd for Jægerspris på Sjælland.

Lars Rohde kan naturligvis ikke sige, at han i 48-årige Signe Krogstrup har fundet sin kronprinsesse – kroneprinsesse, hvis man skal være vittig. Sådan fungerer det ikke. Kendere af Nationalbanken er imidlertid ikke i tvivl om, at Rohde ønsker at sørge for kontinuiteten i Nationalbanken, herunder at han gerne udnævner den anden kvinde i historien til at være formand for tremandsdirektionen. Den første var Bodil Nyboe Andersen. Det er godt lederskab at sørge for arvefølgen, når hovedopgaven er at vogte 38 års håndfast fastkurspolitik.