Hvad er det, der er sket, siden finansminister Nicolai Wammen (S) frit kan botanisere i økonomernes anbefalinger i den økonomiske politik?
Det opsigtsvækkende i det finanslovforslag, som Wammen netop har præsenteret, ligger hverken i usikre forudsigelser om væksten i økonomien, størrelsen af hullet i statskassen efter coronakrisen eller i en genstartspakke på 9,2 mia. kroner, der vil gøre hverken til eller fra, hvis der mod forventning melder sig en storm af coronasmitte.
Det opsigtsvækkende ligger heller ikke i, at finansministeren i sin finanslov begravede 38 års målrettet reformpolitik på arbejdsmarkedet med ordene, at »de store potentialer for mere klassiske arbejdsudbudsreformer er indfriet«. Flere topøkonomer, herunder tidligere vismand og nuværende Nykredit-formand Nina Smith og tidligere overvismand Torben M. Andersen, har for flere år siden opfordret politikerne til at gå nye reformveje.
Topøkonomerne mener, at en stor del af de lavthængende frugter er plukket med reformerne af blandt andet efterløn og tilbagetrækningsalder, senest i 2011. Man kan omvendt spørge, om Smiths og Andersens analyse stadig er korrekt, når blandt andet Socialdemokratiet vil indføre en ny efterløn, og når flere partier, herunder de Radikale, er åbne over for at skrue ned for de planlagte reformer.
Nuvel, finansloven 2020 var dagen, hvor regeringen satte en ny reformkurs.
Ikke hørt om andengenerationsreformer
Ikke alle har hørt ordet andengenerationsreformer – det skal de nok komme til.
Førstegenerationsreformerne var eksempelvis reformerne af efterlønnen og tilbagetrækningsalderen, der havde et klart sigte om at få flere hænder på arbejdsmarkedet – måske den største økonomisk-politiske triumf i dansk økonomisk historie, fordi det lykkedes at skabe et stort finanspolitisk råderum og langtidsholdbare statsfinanser.
Netop Nina Smith har klarest beskrevet karakteren af andengenerationsreformerne. Det gjorde hun i en kronik i Berlingske i 2016:
»De næste reformer – man kunne kalde dem for »2. generations reformer« til forskel fra »1. generations reformerne«, som mest vedrørte kvantiteten af arbejdsudbuddet og arbejdsmarkedet – må have fokus på hele styringen og indretningen af den offentlige sektor, kvaliteten af arbejdsudbuddet (dvs. uddannelsessystemet, kvaliteten af uddannelserne og deres relevans for arbejdsmarkedet). Derudover er der fortsat store reformbehov på skatte- og pensionsområdet og vilkårene for iværksættere og selvstændige, blot for at nævne eksempler,« skrev hun.
Kronik var et brag
Selvfølgelig udløste hendes kronik dengang et brag. Det er modigt at åbne for, at politikerne kan skrue ned for arbejdsmarkedsreformerne. Ikke mindst borgerlige økonomer og kommentatorer, også undertegnede, røg op i det røde felt. Det er i dag rigtigt at sige, at Nina Smith havde ret i at åbne en debat om nye reformspor: Hun tog tilsyneladende fejl i sin tillid til, at politikerne ville stå ved deres egne reformer, når vi ser på den aktuelle reformdebat. Det er dilemmaet i dag.
Endnu værre er det, at statsministeren og finansministeren tilsyneladende opfatter Nina Smiths andengenerationsreformer som en a la carte-menu, hvis man læser regeringens reformoplæg:
»En retning, der sætter ind over for de udfordringer, som tidligere reformer ikke i tilstrækkelig grad har løst. Der er fortsat væsentlige udfordringer. Blandt andet er der stadig for mange unge uden en uddannelse, ledigheden blandt nyuddannede er høj, ligesom indvandreres deltagelse på arbejdsmarkedet stadig er relativt lav,« skriver regeringen på side 23 i sin 2025-plan.
Man spejder forgæves efter Nina Smiths betoning af reformer af den enorme offentlige sektor samt reformer på skatte- og pensionsområdet og i forhold til iværksætterne. Og nej, spørgsmålet om reformer af den offentlige sektor er ikke bare borgerlige ønskedrømme, men afspejler en voksende bekymring blandt økonomerne for, at de stigende krav til velfærdssamfundet fra eksempelvis Arne, de ældre, de syge og børnefamilierne truer med at vælte fundamentet under velfærdsstaten.
Store strukturelle udfordringer
»Den særlige danske – og nordiske – velfærdsstat med universelle ydelser og høj lighed står over for nogle meget store strukturelle udfordringer de kommende årtier. Udfordringer, der kun er erkendt på et meget overordnet plan. Det er ikke erkendt, hvor grundlæggende vores model vil blive udfordret,« sagde Torben Tranæs, tidligere vismand og forskningsdirektør i Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, i et interview til Berlingske sidste år.
Kernen i analysen er, at den offentlige sektor hidtil har været ude af stand til at løse sine opgaver smartere og mere effektivt.
Man kan illustrere problemet med en Filur-is. I 1982 kostede en Filur to kroner og ville – hvis prisen var vokset i takt med inflationen – i dag koste fem kroner. Men isproducenterne er gode forretningsmænd, så de har ladet prisen på en Filur vokse i takt med velstanden. I 1982 kostede den nyeste mobiltelefon til sammenligning 3.995 dollar, en Motorola DynaTAC, mens en spritny iPhone med mange flere egenskaber lige nu koster 699 dollar – et prisfald på 82 procent.
Det er gået med velfærdsstaten som med Filur-isen. I 1982 betalte danskeren ca. 200 mia. kroner i skat, og det tal er siden vokset til knap 1.100 mia. kroner. Enhver krone i ny privat velstand er altså vekslet til mere velfærd, lønstigninger til de offentligt ansatte og højere indkomstoverførsler. Uden 38 års reformer var den offentlige sektors andel af økonomien eksploderet – og det samme var skatterne – om end vi som samfund nok havde været fattigere, fordi vi havde haft en ringere velstandsudvikling uden lavere marginalskatter og flere hænder på arbejdsmarkedet.
Uanset om man er rød eller blå, er det derfor umuligt at frede debatten om en reform af den offentlige sektor eller at se bort fra advarslerne fra Nina Smith og Torben Tranæs. Det er et stort svigt af statsminister Mette Frederiksen (S) og Nicolai Wammen (S), at de ikke tør tage ansvar for en konstruktiv og moderne reform af den offentlige sektor. En sektor, som inddriver skatter for ca. 45 pct. af den totale velstand, er en hellig ko. Stakkels skatteydere.
