I den forløbne uge forlod Malou Aamund jobbet som ceo hos Google Danmark. Hendes exit var en trist dag for dansk erhvervsliv, som mistede endnu en af landets få kvindelige topchefer. Diversiteten i toppen af landets største virksomheder er dermed blevet lidt mere sølle, end den var i forvejen.
Her er de nøgne facts:
Berlingske opgjorde i september 2021 antallet af kvindelige topchefer i landets 1.000 største virksomheder til 71. Det svarer til, at bare syv procent af landets bestyrelsesformænd har ansat en kvinde til at stå i spidsen for virksomheden. De resterende 929 store virksomheder har altså mandlige topchefer.
Opgørelsen er lavet, inden Leo Pharma skaffede sig af med sin kvindelige topchef, franske Catherine Mazzacco i november. Og selvfølgelig også inden Malou Aamund varslede sit farvel til Google forleden.
Med skyldig hensyntagen til risikoen for at have overset en udnævnelse af en kvinde blandt de 1.000 største virksomheder så betyder Mazzaccos og Aamunds exits, at der nu kun er 69 kvindelige topchefer i de store danske virksomheder. Både hos Leo Pharma og hos Google er topjobbene – i hvert fald indtil videre – besat af mænd. I alt sidder så 931 mænd i direktørstolen.
Kvinder siger tidligt farvel
Malou Aamund forlader jobbet hos Google til fordel for en bestyrelseskarriere. Hun er kun 52 år, så det er tidligt, omend ikke usædvanligt. Ifølge headhunter Tobias Petri er det især kvindelige topchefer, der i en forholdsvis ung alder skifter til bestyrelsesarbejde.
Pernille Erenbjerg var ligesom Malou Aamund omkring de 50, da hun forlod TDC i 2018. Siden har Erenbjerg haft bestyrelsesposter i DFDS, Nordea, Nordic Entertainment Group, RTL Group og Genmab, hvor hun i dag er næstformand.
Lone Fønss Schrøder var i 40erne da hun forlod sit direktørjob i Mærsk. Hun har siden haft eller har haft en stribe tunge bestyrelsesposter i norske Aker, Volvo, IKEA og Saxo Bank.
Agnete Raaschou-Nielsen var omkring 50, da hun i 2010 forlod sit direktørjob i Aalborg Portland til fordel for bestyrelsesposter i blandt andet Novozymes, Arkil, Brdr. Hartmann, Schouw & Co., Danske Invest og Københavns Universitet.
Kvindernes flugt fra direktionskontorerne er blandt andet drevet af, at bestyrelsesformændene i store danske virksomheder har fokus på diversitet i bestyrelserne. Det gør de få kvinder med ceo-erfaring eftertragtede.
En formand uden kvinder er pinlig
Danmark har ikke som Norge og Sverige kvoter for antallet af kvinder i bestyrelserne. Vi har valgt en blødere tilgang, hvor Danmarks 1.100 største virksomheder har pligt til at opstille mål for kønsfordelingen i bestyrelsen og offentliggøre dem i årsrapporten.
Denne tilgang kritiseres løbende af kvotetilhængere, men den har sat kønsdiversitet på dagsordenen hos formændene. Det er blevet pinligt at være en formand uden kvinder i bestyrelsen, ligesom det giver point at omgive sig med det andet køn.
Det blev tydeligt, da Børsen blev ramt af en shitstorm i februar sidste år, da avisen under overskriften »Masser af dynamik og udskiftninger på bestyrelsestoppen i 2021« viste fotos af 20 hvide, midaldrende mænd.
I kølvandet på shitstormen blev fem bestyrelsesformænd: Claus Hemmingsen, Lars Rasmussen, Peter Schütze, Lars Munch og Carsten Dilling rost for at være formænd for bestyrelser, hvor andelen af kvinder ligger mellem 30 og 40 procent.
Efterspørgslen på kvindelige bestyrelsesmedlemmer gør indhug i den begrænsede bestand af kvindelige topdirektører. Paradoksalt nok virker kravene om mål for antallet af kvinder i bestyrelsen altså negativt på kvinderepræsentationen i direktionerne.
Regeringen vil stramme
Den misere vil regeringen nu gøre noget ved, og lovforslag fra Beskæftigelsesministeriet og Erhvervsministeriet vil tvinge både store private og store offentlige virksomheder til også at fastsætte mål for kønsfordeling for direktionen og ikke kun for bestyrelsen.
Som noget nyt skal virksomhederne fastsætte nye mål, når det gamle er nået. En virksomhed kan altså ikke hygge sig med et mål på 25 procent kvinder i årevis, efter at målet rent faktisk er nået.
Endelig skal der laves en hjemmeside, hvor man på tværs af brancher kan sammenholde udviklingen – og synderne uden kvinder risikerer at blive hængt ud.
Det er vi mange, der ser frem til – også selvom direktøren for en af Danmarks store banker, Sydbanks Karen Frøsig i sommer gik ud og forlangte kvoter for både bestyrelse og direktion.
Også selvom vi stadig kun er nået til Danmarks godt og vel 1.000 største virksomheder. I landets mange, mange små og mellemstore virksomheder er diskussionen om kønsfordeling i ledelsen knap kommet i gang.
Birgitte Erhardtsen er journalist og kommentator på Berlingske Business
