Regeringens udspil til et nyt ungdomsuddannelsessystem er modigt. Der er tale om en gigantisk reform, hvor mange tandhjul skal dreje i samme retning for at lykkes. Men hvis operationen lykkes, er der mange gevinster at hente for erhvervslivet. Omvendt kan den også risikere at koste dyrt, hvis det går ud over kvaliteten af de lærere og pædagoger, som lægger fundamentet for børn og unges udvikling, dannelse og læring.
I de seneste 50 år har skiftende kommissioner forsøgt at løse en gordisk knude i dansk ungdomsuddannelse. For når klokken ringer ud efter afgangseksamen, skal man i dag vælge mellem et teoretisk og praktisk spor.



