Vi kan og bør stille nogle krav til unge mennesker, ellers gør vi dem en bjørnetjeneste, hvor resultatet bliver generationer af ukultiverede og uduelige personer, der ikke tåler modstand, skriver Thomas Hovgaard
I 1992 fik jeg sat en studenterhue på mit 19-årige hoved, og tre års ungdomsuddannelse var afsluttet.
I år er min yngste søn startet i 1. g, og jeg valgte for et par dage siden at deltage i det sidste forældremøde i min karriere som forælder. Ifølge min søns nye klasselærer står de unge nu på egne ben. Ikke noget med Aula, møder, hytteture, arbejdsdage på skolen eller adgang til overvågning af lektier. De unge har ifølge læreren selv valgt at gå her, derfor skal de også klare sig selv.
