Store kriser har ofte givet anledning til voldsomme omkalfatringer af det bestående. Velfærdsstaten, som var begyndt i det små med Bismarck i Tyskland og Disraeli i Storbritannien i det 19. århundrede, fik vind i sejlene efter Første Verdenskrig, blev styrket efter Depressionen og begyndte sin massive ekspansion efter Anden Verdenskrig. Den historisk bevidste læser kan finde mange andre eksempler, blandt andet i forbindelse med de pandemier, der har plaget verden med jævne mellemrum.

For 15 år siden fik den canadiske aktivist Naomi Klein massiv opmærksomhed – også herhjemme – med sin bog The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism. Klein hævdede, at i en række tilfælde var såkaldt »neoliberale« politikker blevet indført i kølvandet på kriser, der ofte blev talt op som brændende platforme for at skabe legitimitet for og støtte til disse politikker.

Kleins bog er en syret omgang, der blandt andet postulerer forbindelser mellem den liberale økonom Milton Friedman og CIA-støttede eksperimenter med narkotika og elektrochok. Men Klein har ret i, at politikere og andre højt placerede beslutningstagere ofte har betragtet store kriser som for gode til at lade gå til spilde.

The Great Reset som chokterapi

Som bekendt står verden stadig midt i en krise, der er en giftig blanding af pandemi og negative økonomiske konsekvenser af pandemien og de nedlukninger, den førte med sig, uansvarlig pengepolitik, og populistisk finanspolitik i USA og EU. Men for World Economic Forum (WEF), og særligt hoveddrivkraften Klaus Schwab, kom krisen meget belejligt.

Hovedtemaet for WEFs 50. årsmøde i 2019 var »The Great Reset«. Dét der skulle »resettes« var kapitalismen. Schwab benyttede pandemiens ankomst til at skrive og udgive bogen: »Covid-19: The Great Reset«. Temaet i den er, at pandemien er alle tiders mulighed for at få fikset mange af de ting, hvor vi egentlig allesammen kan se, at den er gal med kapitalismen. Det drejer sig om behovet for stakeholder management; nye måder at måle virksomhedernes præstationer på, der også tager højde for »sociale« bidrag, ulighed, offentlig-privat samarbejde, ikke mindst om innovation, socialt iværksætteri og selvfølgelig grønne investeringer i infrastruktur og meget andet.

Perspektivet har fået støtte med på vejen af blandt andet International Monetary Fund (IMF), FNs generalsekretær, direktøren for Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionens formand. Så bliver det ikke finere!

The Great Reset er problematisk terapi

Store dele af det tunge erhvervsliv støtter også The Great Reset-ideen. Det er der ikke noget overraskende i – og det er måske i virkeligheden noget, der bør få én til at være på vagt. For det tunge erhvervsliv vil meget gerne have del i de store investeringer, som en grøn dagsorden indebærer.

Det er typisk meget godt positioneret i forhold til politikere og centraladministration. De er vant til at håndtere mange forskellige stakeholders og har rutiner og beredskab til at håndtere nye krav til rapportering af præstationer, csr og lignende. Det har de mindre konkurrenter ikke. I de slemme scenarier bliver det til den sammensyltning af private og offentlige interesser, som kaldes »crony-kapitalisme«.

Men selv hvis det ikke sker, kan det stadig blive slemt. Den politiske opbakning bag Great Reset-ideerne sender et vink med en vognstang til erhvervslivet om, hvad der er ønskværdigt. Så der lyttes til ideerne om mere stakeholder management med videre.

Men stakeholder management kan lede til, at effektive ejeres interesser tilsidesættes, og ejerkompetence ikke udnyttes bedst muligt. Offentlig involvering i innovationsprocessen, der går ud over grundforskning og andet helt basalt, er næppe nogen god idé. The Great Reset kan lede mere til spild, mere cronyisme og endnu mere stat.

Grundlæggende er the Great Reset-ideen blød kapitalismebashing. Men den måske mest basale kritik af ideen er, at det kapitalistiske markedssystem faktisk historisk har vist sig i stand til at håndtere de allermest grundlæggende udfordringer. Kapitalismen har med ekstrem succes løftet hundreder af millioner af mennesker ud af fattigdom, har tilbudt indflydelse og medejerskab til de mange, har skabt incitamenter for at økonomisere med knappe naturlige ressourcer og er lydhør over for forbrugernes ønsker om mere økologi, renere teknologi etc.

Det er langtfra klart, hvorfor noget så succesfuldt skal »resettes«.

Nicolai J. Foss er professor ved Copenhagen Business School