Derfor kigger bankerne ind i en dyster fremtid

Feststemningen i bankerne for blot få år siden er afløst af gravkammerstemning. De kommende årsregnskaber er ganske solide, men-men – udsigterne for de kommende år er dystre. Finanstilsynet har skruet bissen på, frygter faldende boligpriser og øgede tab i banker. Men hov, er det sortsyn berettiget?

Topchef i Jyske Bank Anders Dam har i mere end to årtier hørt til blandt de mest populære bankdirektører. Aktionærerne derimod lider – de venter i spænding på Anders Dams magiske formel. Thomas Lekfeldt

I de kommende uger skal bankerne have finpudset 2019-regnskaberne med henblik på offentliggørelse de første dage i februar. Efter endnu et kedeligt år for bankaktionærerne.

Og for at gøre ondt værre: Bankaktionærerne skal næppe vente sig en kursfest i 2020. Dog har der sidst på året været en vis opgang og en vis optimisme at spore i banksektoren. De fleste bankaktier sluttede således 2019 fint efter voldsomme klø i 2018 og den første del af 2019. Helhedsindtrykket er imidlertid mudret, fremtiden er usikker, og sektoren som helhed er meget sårbar.