Det er et stort nederlag for Bagmandspolitiet, at det har været nødvendigt at droppe sagerne mod tre tidligere direktører i Danske Bank, herunder tidligere topchef Thomas Borgen. Dermed bliver der ikke placeret et strafferetligt ansvar hos de ansvarlige for en af nyere tids største erhvervsskandaler.
Sagerne mod enkeltpersoner for deres ansvar i hvidvasksagen var på mange måder juridisk ubetrådt land, og det var derfor fra start en højst usikker affære at gøre de tidligere topfolks svigt i banken til en straffesag. Derfor rummede sagen fra start en risiko for Bagmandspolitiet, officielt Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).