Er man idiot, hvis man er venlig?
Magtdemonstrationer, fornærmelser og splittelse. Politikere, der hellere vil udstille deres modstandere end skabe løsninger. Topchefer, der ser frygt som en vej til præstation.
I en tid, hvor nogle af verdens mest magtfulde har gjort det til deres adelsmærke at svigte løfter, løbe fra aftaler, lyve, ydmyge og nedværdige andre, kan man godt blive i tvivl.
Er hårdhed faktisk nødvendigt, hvis man skal varetage egne og andres interesser bedst muligt? Er det naivt at insistere på ordentlighed, respekt og gensidig forståelse, når utrygheden er stor?
Nej, det gør det faktisk bare endnu vigtigere. Venlighed er nemlig ikke en luksus. Det er en nødvendighed, skriver Andrew Swinand, Publicis’ ceo, i Harvard Business Review og peger på, at forskningen viser, at venlighed skaber bedre forretningsmæssige resultater og gladere og mere engagerede medarbejdere.
Venlighed er ikke en svaghed, men en undervurderet superkraft – som jeg tidligere har skrevet. Venlighed viser, at man både har intelligens og empati nok til at indgå i gensidige langvarige relationer med andre og få det bedste frem i samarbejde.
Men alligevel ser vi igen og igen, at ledere vælger uvenlighed som vej. Alt for ofte forveksles hårdhed med handlekraft eller ses som nødvendig for at overleve. Men når ledere – i politik og erhvervsliv – bruger ydmygelse og frygt som strategier, betaler vi alle prisen.
Ved første øjekast kan det bane vejen for hurtige resultater, men det er destruktivt for alle. Både for dem, der tromles og lider tab af værdighed eller resultater, og for dem, som høster de kortsigtede resultater, men har undermineret deres mulighed for at etablere gensidige samarbejder, fordi de har fået ry som egoistiske eller upålidelige.
En lille, bange dreng
I »Art of the Deal« (Ballantine Books, 1987) betroede Donald Trump sig til journalisten Tony Schwartz om sin strategi for forhandlinger. Første grundsten var at have urimelige krav. Den næste, at blive ved med at presse på og presse på og presse på: »I aim very high, and then I just keep pushing and pushing and pushing to get what I am after. Sometimes I settle for less than I sought, but in most cases I still end up with what I want.«
Bogen blev en bestseller og beundret af alle, der betragter forhandlingsparter som modstandere, der skal trynes. Og det er præcis det, bogen giver opskriften på. Den kunne lige så godt have heddet »Kunsten at få succes på bekostning af andre«.
Senere afslørede Tony Schwartz det, der ikke kom med i bogen, i The Guardian. Overskriften var:»I wrote »The Art of the Deal« with Trump. He's still a scared child«:
På overfladen gav bølletaktikkerne et billede af en selvsikker mand. Bag det var der en lille, bange dreng, skrev han. Bange for at være svag, utilstrækkelig, for at fejle, blive kritiseret eller være betydningsløs. En person, for hvem det ikke er nok at gøre det godt. Andre skal også helst udskammes, nedgøres eller have det dårligt.
I sproget er det tydeligt. Man skal vinde, og andre skal tabe, for at man rigtig føler, at man vinder. Brutalitet fungerer måske i første runde som et nulsumsspil. Men kun i første runde. Når tilliden brydes, følger undgåelse, omgåelse og modpres.
»Pareto-forbedring«
Når ledere insisterer på perfekt opgaveløsning og slår hårdt ned på selv de mindste fejl, kan det på kort sigt give færre fejl. På længere sigt medfører det tavshed om fejl eller lavere ambitioner, fordi flere opsøger de opgaver, hvor der er mindst sandsynlighed for, at noget går galt. Man sænker ambitionerne til det mere sikre fremfor at fokusere der, hvor man kan skabe mest værdi.
Der opstår også et modpres, fordi forholdet bliver transaktionelt. Efter pres og ydmygelser kan det føles legitimt at give igen med samme mønt, fordi rammen er ændret. Den er ikke længere fælles, men en handel, hvor man skal forsøge at vinde eller stille sig selv så godt som muligt på modpartens bekostning.
I arbejdslivet er de opgaver, vi samarbejder om, sjældent et nulsumsspil. I stedet for at trække tov om, hvem der får mest, er det langt mere intelligent at finde måder, hvorpå vi kan forstå hinandens behov og muligheder.
Økonomer betragter det som en fejl eller uligevægt, hvis mindst én kan stilles bedre, uden at det går ud over andre. Løsningen er en »Pareto-forbedring« – opkaldt efter den italienske økonom Vilfredo Pareto, der senere i livet valgte at studere sociologi for at forstå, hvorfor mennesker kan handle så ulogisk, men alligevel selv tro, at de handler logisk.
De bedste forhandlinger fordeler ikke det, der var i forvejen, men sigter efter at skabe nye og bedre løsninger sammen, hvor vi gavner hinanden. Det kræver venlighed, interesse og empati. Kun når vi sætter os ind i, hvad hinanden kan, og hvad andre har brug for, kan vi bygge noget op, som er bedre end det, vi kunne alene.
Tyranner tror måske, at de er effektive. Men sandheden er, at de skaber et miljø, hvor medarbejdere holder sig tilbage. Hvor folk ikke tør udfordre dårlige beslutninger. Hvor organisationen mister talent, fordi de dygtigste ikke gider blive.
Brutalitet kan se ud som en vej til hurtige resultater, men efterlader altid ødelagte relationer. Og relationer er det, der får alt til at hænge sammen. De, der træder på andre på vej op, er alene, når turen går ned igen. Sådan har det altid været. Napoleon gik fra at være frygtet til at blive forrådt af sine egne folk, da han var svækket. I dag bliver listen med giftige ledere, der fyres og derefter undsiges i pressen, længere og længere. Fælles for dem er, at de ender nedbrudte og alene.
Et valg, ikke en transaktion
Ægte venlighed er ikke konfliktsky. Det ved vi fra vores bedste venner, som også er dem, som vi regner med vil fortælle os de ting, som kan være svære at høre, men er nødvendige at få at vide.
Ægte venlighed er også at sige stop til bøller og nej til urimelighed med bestemthed. I politik er forbillederne ikke dem, der opmuntrer konflikt og splittelse, men mennesker som Martin Luther King, der insisterede på ikkevoldelig modstand, og som kompromisløst afviste undertrykkelse.
Ægte venlighed er at give feedback uden at gøre sig klog på andres vegne eller nedvurdere. Venlighed er at kunne træffe svære beslutninger uden at miste sin menneskelighed. Ledere, der forstår dette, bygger organisationer og arbejdsfællesskaber, der kan vare ved. De skaber kulturer, hvor folk tør tænke nyt og kan tale om det, der er svært, når det er vigtigt. De høster ikke kun frugterne af tidligere indsatser, men sår frø til innovation, udvikling og modstandskraft, så andre kan tage over og blive ved.
Venlighed er ikke kun godt for de venlige. Den bidrager til en kultur, som er god for alle, der er så heldige at være en del af den. Den burde være en ledelsesdisciplin på linje med strategi og økonomi. Den bør også være en daglig praksis i vores møder med andre mennesker. At anerkende andre og deres betydning.
Vi har brug for flere ledere, der tør være venlige – ikke som en blød følelse, men som en positiv intention over for andre mennesker. Venlighed er et valg, ikke en transaktion. Hvis man gør noget godt for selv at få noget ud af det, er det ikke længere venlighed, men en byttehandel.
Venlighed er godt, fordi den er uselvisk. Med andre ord får man ikke succes ved at være venlig. Men hvis man har succes, kan man give andre del i den og skabe noget større med venlighed. Det er derfor noget sludder, når nogle taler om, at venlighed og empati giver succes. Det er omvendt: Har man succes eller magt, har man en forpligtelse til at være venlig, fordi man har indflydelse på andres muligheder, udvikling og velbefindende. Ens adfærd vil normsætte, hvad der er acceptabelt.
Ledere, der behandler medarbejdere dårligt, medvirker til, at dårlig adfærd tolereres – og i mange tilfælde også opmuntres. Ledere skal huske på, at med indflydelse følger også ansvar, og det kan man også vælge at bruge til at gavne og bygge det op, der er fælles.
Venlighed er ikke et svaghedstegn. Den er et tegn på ægte styrke, og gode ledere går foran og baner vejen for andre.
Christian Ørsted er cand.merc., ledelsesrådgiver og forfatter. Han holder foredrag og workshops om ledelse og arbejdsmiljø og fungerer som rådgiver for ledelsen i en række af Danmarks største private og offentlige virksomheder.
