Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

7 ting, erhvervslivet vågner op til, hvis byen bliver blodrødere

Vælgerne kan selvfølgelig anlægge den kyniske betragtning, at København allerede har et så ringe erhvervsklima, at det næsten ikke kan blive værre. Fantasien rækker imidlertid til, at det faktisk kan blive værre, hvis København bliver endnu rødere.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I virkeligheden er der noget alarmerende og dybt bekymrende ved lokalpolitik i forhold til landspolitik. Tænk, at der siden regimeskiftet i 1938 aldrig har været andet end socialdemokratiske overborgmestre i Københavns Kommune bortset fra i to dage for 17 år siden, hvor det var en SFer. I 112 år har De Konservative regeret på Frederiksberg.

Vælgernes logik, når det gælder lokalpolitik, er sådan indrettet, at vi med en vis begejstring og andagt taler om bykonger, og med den omvendte andægtighed taler om fornuften i, at magten skifter, når vi diskuterer, hvordan landet bedst regeres.

I grunden er der en forbløffende mangel på demokratisk dynamik i lokalpolitik.

Som om det i virkeligheden kan være ligegyldigt, hvem der regerer i landets kommuner, for det må jo være logikken, når ikke mindst borgmesterens parti – og frem for alt Socialdemokratiet og Venstre – bliver genvalgt i valg efter valg, i kommune efter kommune.

Men farven på borgmesteren betyder faktisk noget. Det er den indsigt, man kan trække ud af Dansk Industris (DI) erhvervsklimaundersøgelse.

En analyse, som Kaas & Mulvad har udarbejdet for Berlingske på baggrund af DIs årlige erhvervsklimaundersøgelse, viser, at kommuner ledet af en Venstre-borgmester alle år siden 2010 gennemsnitligt er bedre vurderet af erhvervslivet, end tilfældet er for socialdemokratiske kommuner, altså også København med sin evige møgplacering på ranglisten over lokal erhvervsvenlighed: i år nummer 86 ud af de 93 kommuner på listen.

»Det passer ind i de forestillinger og fordomme, vi har, om at de blå partier er mere optagede af erhvervslivets vilkår, og at den røde blok ikke er lige så optaget af det,« sagde Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), i Berlingske forleden.

Det hører med til fortællingen, at Københavns sygdom med at være totalt ligeglad med sit erhvervsklima er en bredere sygdom i hele hovedstadsområdet. Man skal ned på en 15.-plads på DIs rangliste for at finde en hovedstadskommune – det er ironisk nok den socialdemokratisk ledede Ishøj Kommune.

Så der er noget på spil, når vi stemmer til kommunalvalget, og det er blandt andet, hvordan det er at drive virksomhed i kommunen. DIs erhvervsklimaundersøgelse er ikke bare en meningsmåling. Elendig sagsbehandling af ikke mindst byggesager er noget, som en kommune kan gøre noget ved. En kommune kan vælge en højere eller lavere dækningsafgift på forretningsejendomme, ligesom den kan beslutte, hvor god betjening den vil stille til rådighed for virksomhederne.

Sandheden er, at København er i bund på alt, hvad den selv kan gøre for at skabe et bedre erhvervsklima. Man tror et øjeblik, at der måske er lidt håb, når det gælder de digitale rammer i kommunen. Men Københavns stærke placering, når det gælder digitale rammer, afspejler, at der er mageløst mobilt bredbånd. Når det gælder kommunens digitale service over for virksomheder, er København igen helt i bund. Infrastrukturen i og omkring København skal man næppe heller give Borgerrepræsentationen æren for.

Vælgerne kan selvfølgelig anlægge den kyniske betragtning, at København allerede har et så ringe erhvervsklima, at det næsten ikke kan blive værre. Fantasien rækker imidlertid til, at det faktisk kan blive værre, hvis København bliver endnu rødere:

1. Det dårlige erhvervsklima bliver endnu dårligere
2. Endnu længere kommunale sagsbehandlingstider
3. Færre parkeringspladser, hvor byens virksomheder og erhvervsdrivende har brug for dem
4. Mindre pres på ledige for at tage et job, og dermed endnu større arbejdskraftmangel
5. Risiko for endnu højere kommuneskat og dermed færre penge i lommerne hos forbrugerne og virksomhederne
6. Pres for øget dækningsafgift, så det bliver dyrere at være virksomhed
7. Krav om at regulere og kommunalisere mere af erhvervslivet.

Man kunne godt savne lidt demokratisk dynamik i København.