Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
De røde partier har gennem mange år har været enormt dygtige til at bilde folk ind, at menneskers velfærd kan besluttes af politikere, betales med skattekroner og leveres af kommuner, regioner og stat. At menneskers velfærd på den måde er lig med offentlig velfærd. Når man har brug for medmenneskelighed, omsorg og menneskelig varme i sit liv, er det altså hos kommunen, man kan få det.
Det er naturligvis en falsk fortælling. Og fortællingen giver et dårligere samfund med mindre af den egentlige velfærd: Vi har mindre frihed og færre af vores egne penge til at indrette vores liv, som vi nu ønsker det hver især. Og de svageste i samfundet får ikke den omsorg, de fortjener.
Der er i den grad brug for at skrotte den falske fortælling og ændre velfærdsbegrebet. Her er syv måder, hvorpå vi bør gentænke den kommunale velfærd:
1) Den kommunale idéudvikling trænger til at blive genoplivet
Ingen kommuner har for alvor turdet stræbe højt og tænke vildt efter Peter Brixtoftes svimlende fald i Farum. Det er snart 20 år siden, og nu trænger vi altså til at genoplive den kommunale idéudvikling. Vi får bedre og billigere kommunale velfærdsløsninger, når kommunerne konkurrerer med hinanden.
2) Bedre velfærd er ikke dyrere velfærd
Når skandaløse forhold bliver afsløret på plejehjem og daginstitutioner, skyldes det ikke ressourcemangel, det skyldes først og fremmest dårlig ledelse. Der er ikke brug for flere penge i kommunerne, der er brug for dygtige ledere, mere innovation og mindre detailstyring fra Christiansborg.
3) Ingen kommunal velfærdsudvikling uden private løsninger
Det ligger dybt i socialister og socialdemokrater at være imod private løsninger på velfærdsområdet, men vi får ingen reel udvikling og slet ingen mangfoldighed uden privat velfærd.
4) Kampen mod bureaukrati kræver større vilje
Gennem mange år, ad flere omgange og under forskellige regeringer har de såkaldte frikommuneforsøg haft til hensigt at udvikle nye løsninger og komme bureaukratiet til livs i kommunerne. Men det er ikke meget, borgerne har mærket til det, for når det kommer til stykket, vil Folketinget ikke afgive magt og sætte kommunerne fri. Alle vil af med bureaukratiet, men ingen har det øverst på ønskesedlen, og så sker der ingenting.
5) Sundhedsudgifterne bør prioriteres langt skarpere end i dag
Regionspolitikerne har forsømt den meget svære, men også meget vigtige debat om prioritering af sundhedsudgifterne. Der er ikke råd til det hele – slet ikke fremover, og allerede i dag skriger lægerne på politisk prioritering. At stikke hovedet i busken giver kun dårligere service for borgerne.
6) Bedre kommunal velfærd kræver bedre kommunalpolitikere
Hvorfor er der så stor forskel på de bedst og de dårligst drevne kommuner? Hvorfor er mange kommunale selskaber drevet så dårligt? En del af svaret ligger i politikernes aflønningsmodel. Måden at aflønne kommunalpolitikere på kunne indrettes langt bedre, så det ikke som nu favoriserer de typer politikere, der er gode til konstitueringsforhandlinger, men ikke nødvendigvis forstår sig på kommunal drift.
7) Derfor skal du stemme borgerligt 16. november
Gør det overhovedet nogen forskel i det ikkeideologiske kommunal- og regionsvalg, om man stemmer rødt eller blåt? Ja, det gør det – det kan både betyde noget rent praktisk i den enkelte kommune, og det betyder i hvert fald noget psykologisk i forhold til det landspolitiske styrkeforhold. Et godt råd herfra: Læg ikke kun mærke til, hvad kandidaterne vil, men også hvad de ikke vil. En kandidat, der tør sige nej til flere udgifter, og dermed afviser den falske velfærdsfortælling, er en stemme værd.
Ja, menneskers velfærd er ikke lig med offentlig velfærd, og vi bør derfor stræbe efter mindre, men bedre offentlig velfærd, så der bliver mere plads til civilsamfundet og de frivillige fællesskaber.
For det er ikke 0,4 pædagog ekstra, som gør børnene i vuggestuerne og i børnehaverne trygge og glade. Det er ikke 1,7 ekstra bade om måneden, som giver de ældre et rigt og meningsfuldt liv. Og det er ikke en offentligt betalt etværelses lejlighed i forstaden, som giver en hjemløs, psykisk syg mand en bedre hverdag.
Man kan nemlig ikke købe sig til medmenneskelighed, og man kan ikke lovgive sig til medmenneskelighed. Men man kan skabe et samfund, hvor medmenneskeligheden har de bedst mulige kår. Og eftersom medmenneskeligheden naturligvis har rod i civilsamfundet – der hvor vi finder sammen i frivillige fællesskaber – så skal civilsamfundet have plads.
Det betyder, at den offentlige sektor skal være mindre. Staten skal fylde mindre. Kommunen skal fylde mindre. Så mennesker kan fylde mere.
Amalie Lyhne er politisk kommentator, skribent og foredragsholder
