Jeg hedder Samuel, og samfundet har stemplet mig som en privilegeret og kræsen snylter

Når jeg i dag søger job, bliver jeg mødt med flere store forhindringer: samfundets og politikernes holdning til mig, virksomhedernes holdning til mig og de andre arbejdsløses holdning til mig. Er det mig, den er galt med, når jeg ikke kan få et job?

Hvordan skal jeg få erfaring, når ingen er villige til at ansætte mig? Det er hønen og ægget, og jeg sidder især i situationen på grund af den dårlige rådgivning, man får som studerende på de danske universiteter, skriver Samuel Mourkus, uddannet jurist og jobsøgende. Søren Bidstrup

Jeg hedder Samuel, og jeg vil her give dig et indblik i, hvordan jobsøgningen kan se ud for en nyuddannet akademiker.

Først skal du vide nogle ting om mig: Jeg er 26 år, blev færdiguddannet cand.jur. (jurist) i slut juni 2021 og har været arbejdsløs lige siden. Under studiet valgte jeg at fokusere alene på studiet, hvilket gjorde, at jeg kom ud af universitetsfabrikken med gode, høje karakterer. Til gengæld havde jeg ikke et studiejob. Det var nok den største fejl, jeg kunne have begået.