Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Storbyen er ved at blive blodrød. Mens adskillige af kommunerne rundt om København – Høje-Taastrup, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Vallensbæk, Helsingør – har borgerligt flertal, er det helt anderledes, efterhånden som man nærmer sig hovedstadens centrum. Det inderste af byen København, ja, selv det gamle, konservative Frederiksberg, er ved at blive blodrødt.
København har altid været rød. Men aldrig så rød som nu. Det er en udvikling, der er sket over årtier.
For et nyt borgerskab har indtaget storbyen. Det kreative borgerskab. Det har givet medvind til de rødeste partier som Enhedslisten – og ved sidste valg Alternativet. Byens rige er røde. Men gad vide, om de efter kommunalvalget kan lide, hvad det medfører?
Her er syv tegn på, at byens borgerskab er blevet mere rødt, end det måske selv ender med at bryde sig om:
1. Byens kreative borgerskab er blevet så rigt, at det gerne stemmer på røde partier, der vil gøre byen fattigere. København er, dog afbrudt af coronaen, efter årtiers armod endelig igen et sted, der tiltrækker vækst og investeringer. Men byens kreative borgerskab har intet imod at støtte en politik, der igen vil modarbejde den udvikling.
2. Byens kreative borgerskab er blevet så fremmedgjort fra Produktionsdanmark, at det gerne stemmer på røde partier, der vil gøre livet endnu mere surt for erhvervslivet i København. København ligger meget lavt på listen over de mest erhvervsvenlige kommuner. Men det synes ikke at spille nogen stor rolle for det kreative borgerskabs stemmeafgivning.
3. Byens kreative borgerskab bor selv så godt, at det gerne stemmer på røde partier, der vil beskytte selv en gammel losseplads mod at blive bebygget med nye boliger. Amager Fælleds Venner og bevægelsens støtter har sat en mærkelig dagsorden, der også går igen i den sære modsigelse på Enhedslistens valgplakater i København: ‘Flere billige boliger. Stop Lynetteholmen’. Men det kreative borgerskab, der ikke har brug for billige boliger, går gerne i forbøn for Lærkesletten.
4. Byens kreative borgerskab bor i sine egne kreative ghettoer og stemmer gerne på røde partier, der vil bruge endnu flere penge på virkningsløse integrationsprojekter i indvandrerghettoerne. For København er ikke kun én by, men flere adskilte, og adskillelsen er tydeligst hos det kreative borgerskab, der lever helt homogene liv i omgivelser, der ligner borgerskabet selv.
5. Byens kreative borgerskab elsker dets Christianiacykler så meget, at det gerne stemmer på røde partier, der vil spærre vejene for borgernes og virksomhedernes biler og forhindre dem i at parkere der, hvor de har brug for det. Det gør ikke så meget, at andre ikke kan nå frem til det, der er vigtigt for dem, når man har sit på det tørre. Og det kreative borgerskab har sit på det tørre.
6. Byens kreative borgerskab har gode, kreative job, og stemmer derfor gerne på røde partier, der vil fortsætte med at beskytte de dyre og uduelige jobcentre. Ganske vist er der mangel på arbejdskraft og brug for at få flere ud i arbejde, men den slags småligheder er det kreative borgerskab hævet over. Det er vigtigere at vise, at man er solidarisk med de svage.
7. Byens kreative borgerskab har selv så mange penge på bankbogen, at det gerne stemmer på røde partier, der står for mere, dyrere og dårligere offentlig velfærd. Her er der virkelig noget at komme efter særligt i Københavns Kommune. Men det er ikke det kreative borgerskab, der kommer efter det. Det behøver man ikke.
Kommunalvalget er tirsdag 16. november. Byens kreative borgerskab elsker god mad og drikke. Det består af luksusbuge og gourmander, der gerne befolker hovedstadens gode restauranter og har pengene til en ekstra flaske Petrus.
Men gad vide, om byens kreative borgerskab har overvejet, hvor mange tømmermænd det kommer til at ligge med morgenen efter kommunalvalget, hvis det har stemt byen blodrødt?
