Frankrig forbereder sig på at indføre vandrestriktioner i dele af landet fra marts.

Det fortæller den franske minister for bæredygtig omstilling, Christophe Béchu, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Frankrig har haft sin tørreste vinter i 64 år.

»Frankrig er i alarmberedskab,« siger Christophe Béchu til mediet Franceinfo.

I 87 franske kommuner i den sydlige del af landet er vanding og kunstvanding begrænset om sommeren.

Ministeren vil i samarbejde med franske myndigheder se på at forlænge tidsrammen, så begrænsningerne også vil gælde om vinteren.

»Det er uden fortilfælde,« lyder det fra Christophe Béchu ifølge Reuters.

Nyhedsbureauet skriver også, at Frankrig ifølge den meteorologiske betjening Meteo-France for nylig har haft 32 dage uden regn.

Christophe Béchu har ikke sat ord på, hvordan de vandbegrænsende foranstaltninger skal se ud.

Han fortæller dog, at de vil være »bløde« og nævner som et eksempel, at der kan implementeres restriktioner på opfyldning af badebassiner.

Frankrig er ikke det eneste sted, som har været ramt af tørke denne vinter.

I Alperne er der faldet mindre end halvdelen af den normale mængde sne.

Derudover er vandstanden i den italienske Po-flod 3,3 meter under sit normale niveau. Det skyldes blandt andet, at der her er faldet 63 procent mindre sne end sædvanligt, skriver Euronews.

Den sydeuropæiske tørke kan have konsekvenser for fødevareproduktionen på kontinentet.

Over halvdelen af EUs risproduktion foregår på Po-sletten, som er afhængig af vandet fra Po-floden.

Imens bliver der i det sydlige Frankrig dyrket frugter, grøntsager og nødder, som er stærkt afhængige af vand fra lokale vandreservoirer.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.