Tysk kandidat til EU-topjob møder modstand: »Det er det gamle Europa, når det er værst«

Tirsdag blev en række kandidater nomineret til EUs topjob. Men det er stadig ikke sikkert, at de får dem. I Europa-Parlamentet, hvor der også skal findes flertal for kandidaterne, får de nominerede nemlig hård kritik.

Tysklands forsvarsminister, Ursula von der Leyen, skal være ny formand for Europa-Kommissionen, hvis det står til de 28 regeringsoverhoveder i EU – men vil de også stemme for hende i Europa-Parlamentet? Både De Grønne og S&D kritiserer kandidaten. Pool/Ritzau Scanpix

Ursula von der Leyen kan blive den første kvindelige formand for Europa-Kommissionen nogensinde. Og den første tyske siden 1957.

Efter flere dages langstrakte forhandlinger blev den nuværende tyske forsvarsminister fra CDU tirsdag aften nomineret til topposten af de 28 medlemslandes stats- og regeringschefer. Men hun er ikke sikret jobbet endnu.

I Europa-Parlamentet skal der også findes flertal for, at hun kan blive ny kommissionsformand – og dét kan hun ikke vide sig sikker på, at hun bliver. Allerede i løbet af tirsdag var der flere parlamentsmedlemmer, som udtalte sig kritisk om den tyske kandidat, da hendes navn blev lækket fra forhandlingerne.

Udover Ursula von der Leyen som kommissionsformand har de 28 regeringsoverhoveder nomineret den liberale belgiske statsminister, Charles Michel, til at blive formand for Det Europæiske Råd, den spanske socialdemokrat Josep Borrell Fontelles til at blive EUs udenrigschef og den konservative franskmand Christine Lagarde til at blive chef for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Frank Engel, der er parlamentsmedlem for EPP – den største, konservative gruppe i Europa-Parlamentet, som også Ursula von der Leyen tilhører – er glad for valget, siger han til Politico.

»En kvinde for en gangs skyld, hvorfor ikke?« siger han blandt andet: »Hun er føderalist. Hun har en god profil.«

Men i Europa-Parlamentets socialdemokratiske gruppe S&D – som ved europaparlamentsvalget blev den andenstørste gruppe – var der stor utilfredshed over valget af Ursula von der Leyen.

»Ursula von der Leyen er for socialdemokraterne uacceptabel som formand for Europa-Kommissionen,« lød det ifølge Politico fra det spanske parlamentsmedlem Iratxe Garciá, der er ny leder af S&D i parlamentet.

Hun er blandt andet vred over, at de 28 regeringschefer undervejs i deres forhandlinger kastede det såkaldte spitzenkandidat-system overbords – altså, den proces, hvor partierne forud for europaparlamentsvalget stillede med en kandidat til kommissionsposten. Det er nemlig ingen af de såkaldte spidskandidater, der er endt med at løbe med posten.

Søndag og mandag var der imidlertid tale om, at det kunne blive S&Ds spidskandidat, Frans Timmermans, der indtog kommissionsformandsposten, mens EPPs spidskandidat Manfred Weber kunne blive ny parlamentsformand.

Frans Timmermans er i stedet – ligesom Margrethe Vestager – blevet nomineret til at blive næstformand for Europa-Kommissionen, mens der slet ikke er blevet plads til Manfred Weber i kabalen.

»Vi kan ikke bare smide spidskandidatprincippet overbords, fordi resultatet af valget ikke huer nogle regeringsoverhoveder,« siger Iratxe García til Politico.

Bas Eickhout, der var spidskandidat for De Grønne – som ved europaparlamentsvalget blev det fjerdestørste parti – kalder også jobkabalen for en »meget skuffende aftale«.

»Det er det gamle Europa, når det er værst,« skriver han på Twitter.

Han mener, at aftalen, som de 28 stats- og regeringschefer er nået frem til, hovedsageligt gavner Tyskland, Frankrig og Spanien, og han anbefaler derfor også sine partifæller til at lade være med at stemme for Ursula von der Leyen.

»Det her er ikke den forandring, som vi har lovet de europæiske vælgere,« skriver han.

Bas Eickhouts medkandidat ved europaparlamentsvalget, Ska Keller, har i øvrigt annonceret sit eget kandidatur til posten som ny formand for Europa-Parlamentet – et job, som EU-præsident Donald Tusk ellers foreslår bør gå til først en socialdemokrat og derefter en konservativ.

Hvis ikke der i Europa-Parlamentet kan findes flertal for von der Leyen som ny kommissionsformand, skal de 28 stats- og regeringschefer samles igen for at komme med et nyt bud på, hvem der i stedet kan indtage posten. Det skal de gøre »inden for en måneds tid,« skriver Politico.

Onsdag skal Europa-Parlamentet stemme om dets egen formand.