Tyrkiet går med til fem dage lang pause i offensiv

USA's vicepræsident, Mike Pence, fortalte på pressemøde torsdag aften dansk tid, at Tyrkiet har sagt ja til en aftale om 120 timers militær stilhed i det nordlige Syrien. Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, kalder det tiltrængt og vil koordinere med NATO- og EU-kolleger de kommende fem dage.

Vicepræsident i USA, Mike Pence, kunne torsdag aften fortælle, at Tyrkiet har sagt ja til våbenhvilde i Syrien. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR

120 timer.

Det er så lang en pause, Tyrkiet har indvilliget i at holde i offensiven i det nordlige Syrien.

Det sker efter et møde mellem Tyrkiet og USA torsdag, lyder det fra USA's vicepræsident, Mike Pence, på et pressemøde samme aften dansk tid.

I de kommende fem døgn skal Tyrkiet indstille kampene i den såkaldte sikkerhedszone, imens de syriske kurdere trækker sig tilbage, og ifølge vicepræsidenten er tilbagetrækningen allerede gået i gang.

»En del af vores aftale er, at der med implementeringen af våbenhvilen vil USA ikke indføre yderligere sanktioner mod Tyrkiet,« sagde Pence yderligere og tilføjede, at præsidenten har accepteret at trække de økonomiske sanktioner tilbage, der blev indført mandag, når en permanent våbenhvilde træder i kraft.

»Præsidenten gjorde det klart, at vi ikke vil have militært personale på jorden, men USA vil fortsætte med at engagere sig diplomatisk, politisk og naturligvis i humanitær hjælp og støtte til at påvirke alle de mennesker, der er berørt her region,« sagde Pence videre og understregede, at det er lykkes at stoppe volden i området.

»Det har vi opnået. Vi har også opnået en mulighed ved at arbejde med YPG for at flytte ud af området for at skabe mere fred og sikkerhed og stabilitet i denne bufferzone, og vi vil arbejde meget inderligt for at opnå det og tror, at det kan opnås i løbet af 120 timers periode, hvorefter de vil være i en permanent våbenhvile,« sagde Pence.

Det sker på trods af, at den tyrkiske præsident Erdogan natten til onsdag dansk tid afviste det amerikanske forslag om våbenhvile:

»De (USA, red.) beder os om at indgå en våbenhvile. Vi kan aldrig indgå en våbenhvile,« lød det.

Det ser ud til at ændre sig nu, hvor der er indgået en aftale om 120 timers militær stilhed.

Arkivfoto: Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, afviser torsdag, at der er tale om en våbenhvile, for en sådan kan kun indgås mellem »to legitime parter«, og det betegner han ikke YPG som. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADEM ALTAN.

»Vi suspenderer operationen, men vi stopper den ikke«

Den amerikanske vicepræsident har sammen med landets udenrigsminister Mike Pompeo været på besøg hos tyriske Erdogan torsdag, og det er her, aftalen er indgået.

Efter mødet afviste den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, dog på et pressemøde i Ankara, at der er tale om en decideret våbenhvile – for våbenhvile kan kun indgås mellem »to legitime parter«, lyder det.

Tyrkiet mener ikke, at YPG er en legitim part men derimod en terrororganisation.

»Vi suspenderer operationen, vi stopper den ikke,« lød det fra den tyriske udenrigsminister, der ligeledes forklarede, at Tyrkiet holder en pause i sine militære operationer, så YPG kan forlade den såkaldte sikkerhedszone i grænseområdet.

Udenrigsminister lettet

Aftalen bliver taget vel imod hos den danske udenrigsminister.

Jeppe Kofod (S), kalder på Twitter våbenhvilen for »hårdt tiltrængt«.

Han oplyser, at han vil koordinere tæt med NATO og EU-kolleger de næste fem døgn, som han kalder afgørende.

Otte dages offensiv

Det var onsdag i sidste uge, at Tyrkiet gik ind i Syrien for at gøre klar til første fase af etableringen af en 480 kilometer lang og 30 kilometer dyb »sikker zone« langs hele den tyrkisk-syriske grænse.

Det var starten på det tyrkiske militærs længe frygtede offensiv i det nordlige Syrien.

Præsident Erdogan kalder det for »Operation Fredskilde«, der skal fungere som en »terrorsikring« og samtidig være et genhusningsprojekt for op til to milioner af de syriske flygtninge, som de sidste otte år har søgt tilflugt i Tyrkiet.

Invasionen kom få dage efter, at  Donald Trump, annoncede, at han ville trække en del af de amerikanske tropper ud af området og dermed reelt overlade sine kurdiske allierede, der har været USAs vigtigste partner i kampen mod Islamisk Stat, til Tyrkiets nåde.

Den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, tilføjede ved pressemødet, at han har fået forsikringer fra den kurdiske YPG-milits om, at den vil trække sig tilbage bag en linje 32 kilometer fra grænsen i forbindelse med pausen i offensiven, der er indgået aftale om torsdag.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) de første dage kostet 72 civile mennesker livet, heriblandt 21 børn.

På kurdisk side er 224 medlemmer af Syriens Demokratiske Styrker (SDF) blevet dræbt, imens der er 183 syriske oprørere på Tyrkiets side, der ligeledes er blevet dræbt, skriver Ritzau.

SOHR vurderer ligeledes, at der er 300.000 civile, der er sendt på flugt fra offensiven.