Trump har overladt kurderne til sig selv: »De hjalp os ikke i Normandiet«

USA har allerede brugt enorme summer på at hjælpe kurderne, siger præsident Trump, der forsvarer sin beslutning om at overlade de kurdiske styrker til sig selv.

 

USAs præsident, Donald Trump, afviser kritikken fra de republikanere, der finder det dybt problematisk, at USA nu har overladt de kurdiske styrker til sig selv i det nordlige Syrien.

Men USA har allerede gjort mere end rigeligt for kurderne, sagde Trump på et pressemøde i nat.

»Vi har brugt enorme summer på at hjælpe kurderne med ammunition, våben, penge og udbetalinger.«

»Som nogen skrev i en meget, meget stærk artikel i dag, så hjalp de (kurderne, red.) os ikke under Anden Verdenskrig, de hjalp os ikke med Normandiet, eksempelvis.«

De kurdiske styrker har været USA og Vestens vigtigste partnere i kampen mod Islamisk Stat i Syrien.

Da Donald Trump efter en samtale med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, mandag besluttede at trække nogle af USAs soldater ud af det nordlige Syrien, blev det opfattet som et grønt lys til Tyrkiet til at angribe kurderne i området.

Onsdag eftermiddag gik angrebet i gang, og Tyrkiske fly har bombet i flere byer på den syriske side af grænsen, som kontrolleres af de kurdiske militser. Der meldes om civile tab, og tusindvis af mennesker er allerede sendt på flugt, skriver nyhedsbureauet Reuters. Fra Tyrkiet lyder det, at man har ramt »181 militære mål«.

Den tyrkiske regering har i årevis været utilfreds med, at den kurdiske YPG-milits, som Tyrkiet betragter som en terrororganisation, kontrollerer grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet. Men udsigten til at komme i direkte ildkamp med militsens allierede, USA, dæmpede tidligere invasionslysten.

På pressemødet sagde Trump, at en tyrkisk invasion nærmest var »uundgåelig«, fordi tyrkerne og kurderne »har kæmpet med hinanden i århundreder«.

USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, afviser, at USA har givet Tyrkiet grønt lys til at invadere Syrien.

Det siger han ifølge Ritzau i et interview med den amerikanske TV-station PBS. Ifølge Pompeo har Trump taget en beslutning om at flytte de amerikanske soldater ud af farezonen.

Han tilføjer, at Tyrkiet dog har »legitime sikkerhedsgrunde« til at gennemføre en offensiv i den nordøstlige del af landet.

GRAFIK

Hvem kontrollerer hvad?

Offensiven skal være indledt i Tal Abyad. Det er en by og et område, der kontrolleres af den kurdiske milits YPG.