Trump har noget i støbeskeen: Lægger op til stor dag

Præsidenten har på vanlig vis været på de sociale medier, hvor han løfter lidt af sløret for onsdagens planer.

Foto: SHAWN THEW

Washington D.C.. USA's præsident, Donald Trump, vil onsdag underskrive en række præsidentielle dekreter, der skal bremse indvandringen til USA.

Han vil blandt andet tage de første skridt mod at gøre alvor af sit valgløfte om at etablere en mur langs grænsen til Mexico.

Det vil ske i forbindelse med et besøg hos ministeriet for indenlandsk sikkerhed, oplyser to repræsentanter fra hans administration og flere andre kilder med kendskab til sagen ifølge avisen The Washington Post og mediet CNN.

På det sociale medie Twitter antyder præsidenten, at han har noget i støbeskeen til onsdag.

- En stor dag er planlagt for den nationale sikkerhed i morgen. Blandt mange andre ting vil vi bygge den mur, skriver Donald Trump tirsdag.

Det er stadig uvist, hvordan og hvornår muren vil blive en realitet.

John Kelly, minister for indenlandsk sikkerhed, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at muren "nok ikke bliver bygget i den nærmeste fremtid".

Trump har gentagne gange fastholdt, at Mexico skal betale for etableringen af muren. Det har den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, dog afvist et tilsvarende antal gange.

Tidligere på måneden sagde Donald Trump, at det i første omgang bliver de amerikanske skatteydere, der betaler for muren. Siden er det ifølge præsidenten meningen, at Mexico skal refundere pengene til USA.

USA's nyindsatte præsident har inviteret Enrique Peña Nieto til Det Hvide Hus i næste uge.

Med sine dekreter vil præsidenten angiveligt også begrænse flygtninges adgang til USA.

Samtidig lægger han op til at stramme reglerne for opholdstilladelser for folk fra en række lande i Mellemøsten og Afrika. Det gælder blandt andet Irak, Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen, siger kilder ifølge den britiske avis The Guardian.

Stramningerne ventes at gælde flygtninge fra alle lande i flere måneder, indtil ministeriet for indenlandsk sikkerhed får etableret en grundigere godkendelsesproces.

Donald Trump forventes også at skrotte et indvandrerprogram, der blev indført at Barack Obama i 2012.

Programmet tillader flere end 750.000 illegale indvandrere, der er kommet til USA som børn, at bo og arbejde i landet uden frygt for at blive udvist af landet.

/ritzau/