Svensk professor er misundelig på dansk strategi og kræver handling: »Hvad er det, Anders Tegnell ved, som vi ikke må vide?«

Lige nu bliver Sverige reelt styret af en lille gruppe forskere under ledelse af statsepidemiolog Anders Tegnell. Det mener den svenske virolog og professor Björn Olsen, der undrer sig over, hvorfor den folkelige vrede er som forstummet.

Den svenske virolog Björn Olsen er forbløffet over sine landsmænd. En smule skuffet er han også.

Professoren i infektionssygdomme fra Uppsala universitet forstår absolut ikke, hvorfor svenskerne ikke brokker sig og protesterer over, at de lige nu lever i et gigantisk – og potentielt livsfarligt – eksperiment, som ikke ses magen til i Europa.