En sort støvle kommer til syne i bildøren. Så følger en sort kappe. Til sidst titter en høj, hvid hat frem fra bilens mørke. Fra den anden ende af parkeringspladsen er en præst sat i løb for at byde den høje gæst velkommen.
Præsten bukker forpustet, og den nyankomne rækker distræt en hånd frem, så præsten kan kysse den.
Det er ærkebiskop Lukas af Saporosje, der er ankommet til byens domkirke. Han nikker værdigt til de forsamlede. Den hånd, der ikke bliver kysset, holder et fast greb om bispehuen og dens lange slæb, der blafrer i middagsbrisen.
Ærkebiskoppen er på en vigtig mission. Han er kommet for at give sin version af en konflikt, der har sat den nedslidte industriby i det østlige Ukraine på det store landkort.
Vi lever efter kirkens love, der har eksisteret i mere end halvandet årtusinde.Ærkebiskop Lukas
Ærkebiskoppen er selv blevet en hovedperson i et uforsonligt opgør mellem to rivaliserende kirker, der bakkes op af hver sin præsident: Ukraines Petro Porosjenko i Kiev og Vladimir Putin i Moskva.
Og det, der begyndte som et præsteskænderi, er nu blevet udråbt til spørgsmål om sikkerhedspolitik, krig og magtkampe med tråde hele vejen til det gamle Konstantinopel.
Men før vi når dertil, skal vi have os en kop te. Det er ærkebiskoppens idé. Hatten, stor som en skorsten, viser vej ned ad kældertrappen til den nybyggede kirkes underetage. Der er dækket op ved et mødebord med småkager, fyldte chokolader og et videokamera, der står klar til at optage alt, hvad vi siger.
»Det er en meget følsom sag, forstår du nok,« siger ærkebiskoppen.
Dobbelt tragedie ved boligblokken
Det har han ret i. Tidligere i år blev han og præsterne i domkirken beskyldt for det modsatte af tedrikkende gæstfrihed. Hans kirke blev kaldt forstokket, hjerteløs og umenneskelig og det, der var værre. Som en anden af tragediens hovedpersoner Roman Polisjtjuk sagde til et lokalt medie:
»De siger, at en præst kan lindre sjælens smerter. I vores tilfælde var det omvendt. Smerten blev mangedoblet,« sagde han.
Han og hans kone, Anna Polisjtjuk, gennemlevede tidligere på året et af den slags mareridt, som vi kan læse om, men som de færreste forstår. De mistede deres eneste barn, og det skete for øjnene af faderen foran deres boligblok i Saporosje.
En 39-årig mand, parrets overbo, begik selvmord. Han sprang fra et vindue på ottende sal, han faldt, og han landede på toårige Jevgenij, der stod nede i gården sammen med sin far, klar til at tage på besøg hos sine bedsteforældre.
Barnet var død på stedet. Men det var ikke det, der gjorde deres skæbne kendt i både Ukraine og Rusland. Det var det, der skete bagefter.
På dagen for begravelsen var familie og venner samlet i familiens lejlighed. De skulle til at synge barnets kiste ud. Præsten var ankommet, og alt var klart. Før ceremonien spurgte præsten, om han måtte se barnets dåbsbevis. Dette måtte præsten, der gjorde store øjne.
Han klappede Bibelen sammen og meddelte de sørgende forældre, at han ikke ville velsigne deres døde barn. For barnet var »døbt i en løgnekirke«.
Så drejede han om på hælen og forsvandt ud af døren.
Da kirkerne gik i krig
I Ukraine er et kirketårn ikke bare et kirketårn, og hvilke kirkeklokker, der ringer hvilken toneklang, har – som i mange andre lande – været et spørgsmål med politiske overtoner, siden Kiev blev kristnet i det 10. århundrede.
De seneste år er det også blevet et spørgsmål om krig og fred.
Siden 2014 har det østlige Ukraine lagt jord til en væbnet konflikt mellem militante grupper støttet af Rusland og ukrainske regeringsstyrker på den anden side. Oprørerne ønsker at løsrive landets østligste regioner og indlemme dem i Rusland.
Den blodige strid – der har kostet flere end 10.000 livet – har rippet op i gamle sår. Også mellem landets to konkurrerende kirker.
De ligner ellers hinanden til forveksling. De kalder sig endda det samme: Den ukrainske ortodokse kirke. Men den ene sværger troskab til en kirkeleder i Moskva, mens den andens kirkeleder – en patriark i ortodoks sprogbrug – sidder i den ukrainske hovedstad, Kiev. I daglig tale: Kiev-patriarkatet og Moskva-patriarkatet.
Den skillelinje har rumlet siden Ukraines uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991, men det var ikke noget, flertallet tænkte nærmere over. En kirke var vel en kirke, og ritualer, røgelse og præstekjoler er umulige at skelne fra hinanden.
Men de seneste fire år er kirkestriden blevet stadig mere indædt politisk. Vladimir Putin udråbte den annekterede Krim-halvø som »hellig for Rusland, ligesom tempelbjerget er det for muslimer og jøder«. Imens smedede Moskva-kirken sin alliance med Kreml stadig tættere, og Moskva-patriarken Kirill kaldte Putins valgsejr for mirakuløs.
Det har givet kirken politisk rygdækning hjemme i Rusland. Men i Ukraine har det haft den modsatte virkning. Her ser mange nu Rusland som en fjende, der har invaderet Krim og pumpet penge og våben til militante grupper i Østukraine.
Derfor har Moskva-kirken de seneste år både mistet troende og præster til den konkurrerende Kiev-kirke. Dens ledere beskylder ivrigt Moskva-patriarkatet for at være Putins forlængede arm i Ukraine.
Moskva-patriarkatet er til gengæld i defensiven. Næsten en tredjedel af alle russisk-ortodokse stifter lå i 2013 i Ukraine. Skifter de loyalitet, vil det være et knusende slag for Moskvas ambitioner om en lederstatus blandt de ortodokse kirker. Derfor fordømmes Kiev-kirken som en kættersk udbrydersekt.
Og så er vi tilbage ved præsten, der vendte sig om og gik.
Præsidenter blandede sig i kirkekampen
Den østukrainske ærkebiskop har taget bispehuen af og tekoppen i hånden. Nu ligner han en helt almindelig mand med et usædvanligt tungt kors om halsen. Han har været på ferie i København, småsnakker han, inden kameraet begynder at lyse rødt.
Så bliver han anderledes bastant.
»Magthaverne ønsker krig, fordi de tjener penge på det,« siger han om den ukrainske regering.
Ærkebiskop Lukas er en indædt kritiker af Ukraines præsident, Petro Porosjenko. Præsidenten har nemlig blandet sig i kirkestriden på Kiev-kirkens side forud for det kommende præsidentvalg i landet.
Tidligere på året rejste Porosjenko på besøg hos en anden af den ortodokse kirkes øverste skikkelser, patriark Bartholomæus i Istanbul. Og i august høstede Kiev-kirken en historisk, men ikke endegyldig sejr. Porosjenko fik den skæggede patriarks foreløbige opbakning til en selvstændig ukrainsk kirke, der ikke skulle være underlagt Moskva.
I kirkens verden var det en jordskælvsnyhed. For Kiev var det et skridt mod at rette op på en årtusindgammel uretfærdighed, eftersom kristendommen kom til Moskva via Kiev og ikke omvendt.
Set fra Moskva var det det stik modsatte. Her sås Bartholomæus indblanding som kirkelig separatisme og en krænkelse af Moskva-kirkens kanoniske grænser, der siden det 17. århundrede har omfattet størstedelen af Ukraine.
Striden kan da også få vidtrækkende konsekvenser for den russisk-ortodokse kirke, der indtil nu har talt millioner af ukrainere blandt sine tilhængere. Føres processen til ende – hvilket kan tage år – risikerer Moskva-kirken at miste hundreder af kirker og tusinder af præster til den konkurrerende patriark.
Vladimir Putins talsmand gik straks ind i sagen, og den russiske patriark lagde heller ikke skjul på sine følelser. Han kappede i denne måned de diplomatiske forbindelser til Bartholomæus og meddelte, at hans præster ikke længere ville bede for ham.
En uundgåelig reaktion, siger ærkebiskoppen, der selv deltog på det afgørende kirkemøde i Moskva.
»Vi lever efter kirkens love, der har eksisteret i mere end halvandet årtusinde. Og ifølge kirkens love er en frafalden ikke længere kirkelig. Han kan klæde sig som en sådan og opføre sig som en sådan. Men han er ikke kirkelig,« siger han om den konkurrerende kirke.
Kan de to kirker ikke eksistere side om side?
»Der kan ikke eksistere parallelle strukturer. Saporosje har én ærkebiskop. At have flere ærkebiskopper – det modsiger alle kirkens love. Kan der måske være to regenter i Danmark?« spørger han tilbage.
Det er med andre ord en overlevelseskamp. Og når man kæmper for sin overlevelse, så kan man ikke skære hjørner af sine principper. Heller ikke, når det gælder to sørgende forældre.
»Vi er Ukraines kirke,« siger ærkebiskoppen og tilføjer: »Et barn er ikke døbt, hvis det ikke er døbt hos os.«
Sorg og skæggede patriarker
Den besked fik Anna og Roman to gange på dagen for deres barns begravelse. Da den første præst var gået, selv om Anna havde tigget ham om at blive, gik det chokerede begravelsesoptog til fods til den nærmeste kirke. Den tilhørte også Moskva-patriarkatet, og her havde præsten allerede fået et telefonopkald.
De blev igen afvist.
Parret havde altid regnet de to kirker, der bar det samme navn, for to døre, der førte til samme alter, fortalte Roman Polisjtjuk til det ukrainske magasin Fakty. De havde ikke skænket det en tanke, at deres barn var døbt i en kirke under Kiev-patriarkatet.
»Vi ønskede bare, at vores dreng blev velsignet,« sagde Roman Polisjtjuk.
Til sidst ankom en præst fra Kiev-kirken, og begravelsen blev gennemført.
Men skaden var sket. For mange blev sagen et symbol på, at en strid om skæggede patriarker var vigtigere for kirken end basal medmenneskelighed. Folk lagde tøjdyr og bamser foran domkirkens dør i en tavs protest.
Sagen vakte opsigt i hele landet og hele vejen til Moskva. Ifølge den fremtrædende russiske teolog og præst Andrej Kurajev havde præsten med afvisningen af et dødt barn forbrudt sig imod sin egen kirkes love.
»Sådan skaber man en bølge af had imod sin egen kirke,« skrev Kurajev.
Kort efter forlod to præster fra byen Moskva-kirken i Saporosje i protest. En af dem var Anatolij Revtov, en ung præst med runde briller og fuldskæg.
»Hvis bare ærkebiskoppen havde sagt, at det var en menneskelig fejl og beklaget, så havde alt været godt igen,« siger Anatolij Revtov til Berlingske.
Han havde længe kæmpet for at gøre op med kirkens autoritære image, fortæller han. Det var blevet sværere, efter at krigen brød ud i 2014, for efter mange ukraineres opfattelse står Moskva-kirken på Ruslands side i konflikten.
Anatolij Revtov var blandt de præster, der prædikede på ukrainsk og holdt gudstjeneste for ukrainske soldater for at vise, at det ikke gjaldt hele kirken. Men det faldt ifølge ham ikke i god jord hos ærkebiskop Lukas.
»Det store flertal i kirken talte altid dårligt om ukrainsk sprog og ukrainsk kultur, og de talte altid positivt om Moskva. Alt godt kom ifølge dem fra Rusland,« siger Anatolij Revtov, der i dag er tilknyttet Kiev-kirken i Saporosje.
Mange ukrainske politikere går længere. De beskylder den Moskva-loyale kirke for – som i sovjettiden – at være infiltreret af den russiske sikkerhedstjeneste.
»Det er et spørgsmål om national sikkerhed,« sagde den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, i august om den ukrainske kirkes uafhængighed fra Moskva.
Samtidig lyder dystre advarsler fra Moskva om kommende blodsudgydelse, hvis russisk-ortodokse kirker og klostre i Ukraine skulle blive overdraget til en anden patriark.
»Så vil de troende beskytte disse hellige steder. Blodsudgydelse kunne følge,« sagde den russiske ærkebiskop Hilarion fra den russisk-ortodokse kirkes afdeling for udenrigsanliggender til TV-stationen RT.
Åndelig kamp kan udløse vold
Den frygt er reel, nikker ærkebiskoppen. Ifølge ham har den ukrainske sikkerhedstjeneste lagt pres på Moskva-kirken med afhøringer af præster de seneste måneder.
»Det er sådan, de gør. De overtager kirker med vold. Det vil føre til blodsudgydelse,« advarer han.
Ifølge ham er prædikener op ukrainsk velkomne i kirken, og sagen om det unge par, der blev afvist af en af hans præster, er ifølge ham blevet fordrejet af kirkens modstandere. Ingen forhindrede forældrene i at begrave deres barn, understreger han. Men præsten gjorde ret i ikke at anerkende en dåb fra en kirke, der regnes for kættersk.
»Det støtter jeg 100 procent,« siger ærkebiskoppen.
»Hvis du går ind i en tysk bank med dit danske kreditkort, så vil de heller ikke give dig penge, for du er ikke kunde i deres bank,« siger han for at forklare tankegangen.
»Vi kan bede for dette barn, men vi kunne ikke gøre det, som forældrene bad os om,« siger ærkebiskop Lukas, før hans assistent med en finger på uret signalerer, at interviewet er slut.
På parkeringspladsen uden for domkirken er en ung mor i gang med at stoppe ungerne ind i bilen. Marina har været til gudstjeneste med sin søn på tre og datter på fem. Hun ryster på hovedet af stormvejret mellem kirketårnene.
»For mig er det ikke vigtigt. Patriarkerne kan sidde, hvor de vil. Det er vel den samme gud, vi beder til,« siger hun.
Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Ukraine og Rusland
