Iført tropehjelme og med geværer skjult i bagagen rejste en lille britisk delegation bestående af en håndfuld embedsmænd og forretningsfolk samt et mindre følge af lokale bagagebærere til Beninriget i 1897.
Dengang var Beninriget et kongedømme i det, vi nu kender som Nigeria i Vestafrika, og målet med rejsen var at lave en ny toldaftale med Obaen, der var Benins magtfulde konge. Ifølge overleveringer havde den britiske delegation inden afrejse modtaget et varsel om, at en religiøs begravelsesceremoni var i gang, og at man burde udsætte ekspeditionen. Men den slags pjat havde de britiske gentlemen ikke tid til at vente på. Resultatet blev en skæbnesvanger konfrontation, hvor kun to briter overlevede.