4. oktober 2024: Det fremgik tidligere af rubrikken i denne artikel, at Ruben Vardanyan skulle være “Putin-venlig”. Dette har Berlingske ikke belæg for, hvorfor formuleringen er ændret. Vi har desuden tydeligere præciseret, at oplysningerne om, at Vardanyan skulle være tidligere rådgiver for Vladimir Putin, stammer fra medierne Forbes og ICIJ.

Det skal desuden tilføjes, at hverken Romanov-koncernen eller Ruben Vardanyan ifølge Berlingskes oplysninger er under efterforskning af myndighederne i forbindelse med Nordeas hvidvasksag.

Endelig skal Berlingske tilføje, at Ruben Vardanyans familie afviser, at han skulle være skyldig i de anklager, der førte til hans fængsling i Aserbajdsjan. 


Nordea blev sidste fredag tiltalt i en omfattende hvidvasksag, og nu løftes lidt af sløret for, hvilke kunder Nordens største bank skulle have entreret med omkring sagen. 

Mediet FinansWatch skriver på baggrund af en aktindsigt i anklageskriftet mod Nordea, at 11 selskaber under den russiske Romanov-koncern har været kunder hos Nordea i en periode fra slutningen af 2013 til midt i 2015. 

Af anklageskriftet fremgår det, at seks af de 11 selskaber har lavet transaktioner for knap 719 millioner kroner gennem Nordea.

Ifølge FinansWatch står Ruben Vardanjan, der er oligark og ifølge medierne medierne Forbes og ICIJ tidligere rådgiver for den russiske præsident, Vladimir Putin, bag Romanov-koncernen. 

Berlingske har også tidligere beskrevet, at Ruben Vardanjan og Romanov-koncernen har været kunder hos Nordea, og at en medarbejder beskrev dette forhold over for Finanstilsynet.  

Hverken Romanov-koncernen eller Ruben Vardanyan er ifølge Berlingskes oplysninger under efterforskning af myndighederne i forbindelse med Nordeas hvidvasksag.

Ruben Vardanjan har opbygget en stor formue gennem forskellige banker, men flere udenlandske medier skriver, at han angiveligt skulle sidde i fængsel i Aserbajdsjan øjeblikket. Ifølge Reuters blev han fængslet for at skulle have finansieret terror og ulovligt krydset en grænse i forbindelse med urolighederne i udbryderregionen Nagorno-Karabakh. 

Ruben Vardanyans familie afviser, at han skulle være skyldig i de anklager, der førte til hans fængsling i Aserbajdsjan.

Nordea er tiltalt for transaktioner, der samlet omfatter godt 26 milliarder kroner. Berlingskes graverchef har tidligere omtalt sagen som Danmarks største hvidvasksag på grund af det faktum, at den formodede hvidvask i Nordeas tilfælde er foregået gennem en dansk filial, hvori Danske Banks hvidvasksag gik igennem en estisk filial. 

Berlingske har tidligere i år beskrevet, hvordan talrige og grove brud på hvidvaskloven havde tråde til bankens øverste ledelse. Blandt andet havde banken forsømt at kontrollere russiske kunder, der stod bag meget mistænkelige transaktioner gennem banken.

Banken havde på grund af ressourcemangler måttet ignorere alarmer om mistænkelige transaktioner, og man havde bevidst fravalgt et system til kontrol af små, mistænkelige vekselbureauer, da prisen var for høj.