Prinsessens shaman-kæreste i nyt stormvejr: Forsøgte at kontrollere pressens spørgsmål

Den norske prinsesse Märtha på scenen med shaman Durek Verrett under en session på Clarion hotel i Stavanger den 20. maj 2019 Fold sammen
Læs mere
Foto: Carina Johansen

Siden den norske prinsesse Märtha Louise i foråret blev kæreste med den amerikanske shaman Durek Verrett, har medierne bragt den ene kritiske historie om shamanen efter den anden.

Den 44-årige selvudnævnte shaman er eksempelvis blevet anklaget for kvaksalveri. Nu er den gal igen - denne gang, fordi, han prøver at styre pressen.

Prinsessens udkårne har tilsyneladende forsøgt at indgå aftaler med den norske presse om, at han kun vil lade sig interviewe, hvis pressen lover, at de ikke ville svække hans omdømme.

Det fremgår af en mail, som Durek Verretts advokat har sendt til norske NRK og VG.

Shaman Durek Verrett Fold sammen
Læs mere
Foto: NTB SCANPIX.

I mailen bad Verretts advokat, Jo Ná A. Williams, medierne om at skrive under på en aftale om, at de under nogle kommende interviews ikke ville »nedgøre ham eller hans arbejde, eller prøve at svække hans omdømme på nogen måde«.

Hun tilføjede desuden, at shamanen ikke ville medvirke i interviews, hvis de ikke skrev under på aftalen.

I en efterfølgende mailudveksling med de norske medier bad advokaten desuden om at få de spørgsmål, som medierne havde planer om at stille Verrett, tilsendt til gennemgang.

Yderligere tilføjede hun:

»I tillæg ønsker vi, at du bekræfter over for os, at du ikke vil skrive eller udgive noget, som miskrediterer eller nedgør Shaman Durek, hans arbejde, prinsesse Märtha eller kongefamilien. Hvis du kan svare på denne mail og disse punkter, er vi klar på et interview,« skriver Jo Ná A. Williams i mailen.

Den gik dog ikke med de norske medier, som ikke ville skrive under på advokatens krav.

Foto: Carina Johansen.

Alligevel valgte shamanen at møde op til interview. Her gik det dog galt.

VG valgte nemlig at spørge shamanen til de krav, der fremgik af advokatens mails:

»Før dette interview skrev din advokat Jo-Ná A Williams, at du, citat, 'kræver en aftale om, at medierne ikke nedgør'..«

Den norske journalist fik dog ikke lov at færdiggøre sit spørgsmål, før vedkommende blev afbrudt af shamanen:

»Vi afslutter interviewet nu.«

Hertil tilføjede den norske journalist, at den email, som vedkommende citerede, jo handlede om shamans netop udgivede bog og forløbet med selve interviewet.

Foto: Lise Aserud.

Til dette trådte Durek Verretts PR-rådgiver ind og sagde, at shamanen ikke havde yderligere kommentarer. Interviewet var slut.

Under interviewet blev Durek Verrett også spurgt ind til blandt andet en tavshedsaftale med hans ekskæreste. Samme aften sendte shamanens advokat en mail til Verretts forlagsredaktør.

I mailen bad advokaten redaktøren lade medierne vide, at hvis de skulle vælge at skrive noget, som Durek ikke efterfølgende skulle have bekræftet at have sagt, ville hun lægge sag an.

Norske VG har fremlagt de krav, som advokaten stillede til interviewet med Durek Verrett, for Per Edgar Kokkvold, som tidligere har været formand for Pressens Faglige Udvalg og det norske medieråd, og han siger om kravene:

»Betingelserne her er fuldstændig uacceptable. Jeg kender ingen norske redaktører, som ville give efter for sådanne krav.«

Per Edgar Kokkvold mener desuden, at Verrett er en offentlig figur, og derfor må han regne med at få spørgsmål om både hans forretning og hans private liv.

Durek Verrett har før truet med søgsmål.

Det skete eksempelvis, da et forlag valgte ikke at udgive hans bog, samt da et NRK satireprogram offentliggjorde en video, hvor shamanen, klædt som hospitalsklovn, læser højt fra sin egen bog for et kræftsygt barn, der efterfølgende døde af sin sygdom.