Norsk prinsesse har fået ny shamankæreste, der hævder at kunne reducere menneskers alder: »Det skader monarkiet«

Prinsesse Märtha Louise drager på turné – blandt andet til Danmark – sammen med sin nye kæreste, der er shaman. De misbruger prinsessetitlen, mener norske debattører.

Den norske prinsesse Märtha Louise har i årevis tjent penge på at sælge bøger og holde foredrag om sine påståede overnaturlige evner. HEIKO JUNGE

Den norske prinsesse Märtha Louise har fået en kæreste. Og det er med ét blevet en enorm historie i Norge.

For kæresten er ikke hvem som helst. Han hedder Durek Verrett og er shaman. Ifølge det norske medie NRK hævder Shaman Durek, som han ofte kalder sig, at han kan rotere kroppens atomer og bogstaveligt talt reducere menneskers alder. Han hævder også at kunne kurere leukæmi ved at genoprette dårlig balance i blodet gennem healing.