Er kræft selvpåført? Det mener den norske prinsesse Märtha Louises amerikanske kæreste, den selvudnævnte shaman Durek Vetter, i sin nye bog »Spirit Hacking«.
Holdningerne er imidlertid så kontroversielle, at det norske forlag Cappelen Damm og det svenske forlag Nona nu dropper udgivelsen af bogen. Det sker efter hård kritik fra blandt andet læger, som mener, at shamanens påstande i bogen om, at børn får kræft, fordi de er ulykkelige, er udokumenterede og direkte skadelige.
Det har også vakt opsigt, at Durek Vetter i bogen beskriver, hvordan seksuelle sygdomme blandt andet overføres i form af en slags seksuel ånd, som dukker op, når man for eksempel har sex med tilfældige og efterfølgende får dårlig samvittighed.
Et kendt navn i spirituelle kredse
Shaman Durek er et kendt navn i det spirituelle miljø, hvor han angiveligt er tæt på en række kendte Hollywood-stjerner, herunder skuespilleren Gwyneth Paltrow. Han har fortalt, at han rådgiver og hjælper mennesker over hele verden og gerne rejser verden rundt, når en af hans klienter har brug for hans tilstedeværelse.
Durek Vetter blev for alvor kendt – i hvert fald i Norge – da det i foråret 2019 blev offentligt kendt, at han var blevet kæreste med kong Harald og dronning Sonjas ældste, prinsesse Märtha Louise. Det vakte opsigt i Norge, og interessen blev ikke mindre, da Durek Vetter blev hentet i lufthavnen i Oslo af sin prinsesse, og billederne af de to tog alle forsider i Norge.
Historien om, at de var blevet kærester, kom nærmest til at fungere som et reklamefremstød for dem. For kort efter tog de på foredragsturné i både Norge og Danmark, og samtidigt kørte en budrunde blandt nordiske forlag, hvor de forsøgte at vinde retten til at udgive den bog, som nu er så omdiskuteret.
Shamanen svarer igen
Shaman Durek er ikke overraskende vred over beslutningen om ikke at udgive hans bog.
I et 27-minutter langt indlæg på sociale medier raser shaman Durek mod pressen, som, han blandt andet mener, bedriver censur.
»Det er trist, at der er censur i Norge. Norske medier mobber både min kæreste og mig selv. Og de gør det for at sælge aviser,« sagde han blandt andet.
Han får støtte af sin kæreste, der har deltaget ved boglanceringen af den engelske udgave i Los Angeles og på Instagram har udtrykt sin stolthed over kæresten og bogen.
Det har imidlertid ikke ændret på, at boganmeldere i Norge har været alt andet end begejstrede for bogen, som blandt andet i avisen Dagbladet blot fik én stjerne og blev kaldt »En gal mands tale«.
Skal udkomme i Danmark
Shaman Dureks nye bog er også solgt til Danmark. Her er det forlaget Gyldendal, som har købt rettighederne. Efter planen skal bogen udkomme i Danmark næste år.
Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra forlagsdirektør Lise Nestelsø, som har ansvaret for den del af Gyldendal, der skal udgive shamanens bog. Torsdag udtalte hun sig imidlertid til den norske avis VG og slog fast, at Gyldendal følger situationen, men først vil se det samlede billede af diskussionen, før man vurderer, om det skal påvirke den planlagte udgivelse i Danmark.