Hun havde hele livet foran sig – og greb ud efter det.
Forude ventede et liv, som hun håbede ville blive bedre, end hendes forældre havde oplevet, og et planlagt bryllup med hendes forlovede, Gilbert Karaan.
Så kom et opkald, som skulle vise sig at blive skæbnesvangert – for Beirut og for den 24-årige Sahar Fares.
Det var tirsdag hen under aften, at opkaldet lød hos brandvæsenet i Beirut. Opkaldet meldte om røgudvikling, muligvis en brand, i et pakhus på havnen i Beirut, Libanons hovedstad.
Resten er for så vidt historie. For som alle ved, så udviklede røg og brand sig katastrofalt. Det viste sig, at pakhuset indeholdt ikke mindre end 2.750 ton ammoniumnitrat. Et stof, der bruges til fremstilling af blandt andet gødning. Noget tyder på, at lageret indeholdt andet end ammoniumnitrat, måske fyrværkeri eller ammunition og at en brand skabte en kædereaktion der førte til eksplosionen.
Et bedre liv
Sahar Fares var datter af en svejser og en skolelærer, beskrives det i flere arabiske medier og i The New York Times, der har lavet et portræt af hende. Hun kom fra en lille by i det nordlige Libanon, tæt på grænsen til Syrien – et område, som ikke mindst de seneste år er blevet præget af borgerkrigen i Syrien og den øgede indflydelse fra Islamisk Stat, som har forsøgt at vinde magten i området.
Alt det ønskede hun at flygte fra, og hun var kommet langt. For selv om brandvæsenet i Beirut er kendt som et absolut mandsdomineret sted, var det lykkes den sygeplejerskeuddannede Sahar Fares at få et job i der.
Hun var paramediciner, kørte med ud til brande og ulykker og var klar til at behandle ofre på ulykkesstedet. Derfor var det også naturligt, at hun var med i en af de første brandbiler, som blev sendt ud til branden i pakhuset på havnen i Beirut.
Vel fremme ved pakhuset blev Sahar Fares og hendes kolleger mødt af en mindre brand, men ingen tilskadekomne, har hendes forlovede siden forklaret. Så hun blev i brandbilen, mens brandmandskollegerne forsøgte at klippe sig ind i pakhuset og begynde at slukke branden.
For at fordrive tiden ringede hun til kæresten, har han fortalt. Undervejs filmede hun brandmændene og slukningsarbejdet og beskrev, hvordan der opstod nærmest blitzagtige småbrande i pakhuset. Netop det, altså små blitzlignende lyn kan ses på de mange videoer, der florerer på nettet af minutterne op til eksplosionen på havnen.
Kæresten var ikke tryg, har han forklaret, så han bad indtrængende kæresten om at søge dækning. Det sidste han så fra hende, var billeder fra telefonen, der pegede ned mod jorden, mens man så hendes støvleklædte ben i løb.
Eksplosionen
Sahar Fares nåede ikke at komme i sikker afstand, da pakhuset sprang i luften. Ammoniumnitraten i pakhuset endte med at eksplodere med en kraft, så eksperter har vurderet, at det svarede til en tiendedel af Hiroshima-atombomben. Pakhuset, hvor ilden brød ud, blev pulveriseret, og bygninger på mange kilometers afstand blev ødelagt.
Fredag fortæller libanesiske myndigheder, at foreløbigt 154 mennesker mistede livet ved ulykken, herunder Sahar Fares.
Allerede kort efter eksplosionen begyndte historien om Sahar Fares at køre på de sociale medier. Den unge kvinde, der blot ønskede at skabe et bedre liv for sig selv og sin familie, og som havde formået af bryde de typiske kønsrollemønstre ved at få job i det mandsdominerede brandvæsen, er for mange blevet et trist symbol på ulykken i Beirut.
En fest
Sahar Fares blev begravet i torsdags under stor tumult.
Mest af alt lignede begravelsen en fest, viser videobilleder fra begravelsen. Forklaringen er, fortælles det til flere medier, at Sahar Fares forlovede, Gilbert Karaan, ønskede at give sin kæreste den bryllupsfest, som de aldrig nåede at få sammen.
Så på traditionel bryllupsmanér spillede et bryllupsorkester ved begravelsen, der blev kastet med ris og holdt noget, der næsten lignede en fest. Den fest, som Sahar Fares aldrig nåede at få.
