Nu svarer færøsk leder på kritik af mørklagt møde: »Jeg lader mig ikke presse«

Det er ikke normalt, at demokratiske magthavere giver medier mundkurv på. Men intet er normalt i sagen om et mørklagt møde med en kinesisk topdiplomat, siger Færøernes lagmand, Bárður Nielsen, der er den øverste politiske leder på Færøerne. Hele øgruppens troværdighed står på spil, siger han.

Han forsøgte at undgå, at det kom så vidt. Men modparten ville ikke lytte. Og hvis man ikke vil lytte, så må man føle.

Den pointe gentager Færøernes lagmand, Bárður Nielsen, flere gange, når han skal sætte ord på en sag, der har vakt opsigt langt uden for den nordatlantiske øgruppe.