Med 20 minutters varsel: Færøerne mørklægger møde med Kinas ambassadør

Det færøske landsstyre bremser et TV-indslag om et hemmeligt møde mellem Kinas ambassadør og den færøske lagmand. Det sker, mens øgruppen er på nippet til at afgøre, om den kinesiske tech-gigant Huawei skal stå for landets 5G-netværk. I baggrunden lurer en særdeles aktiv amerikansk ambassadør.

»Fogedforbud« stod der med store typer, da den færøske TV-avis, »Dagur og Vika«, gik i luften mandag aften. Landsstyret havde krævet et indslag om et møde med den kinesiske ambassadør standset.

Afgørelsen tikker ind klokken 18.40. Om bare tyve minutter går aftenens store TV-avis på Færøerne, »Dagur og Vika«, i luften. Og netop denne aften har TV-stationen en nyhed med storpolitisk vingesus.

Den kan fortælle, at Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, for nylig fløj til Færøerne for at holde et fortroligt møde med topfolk fra det færøske landsstyre. Det skete 11. november midt under et højspændte opgør om den kinesiske tech-gigant Huaweis rolle i øgruppens nye 5G-telenet.