Nu skal der stemmes om rigsretssagen mod Trump: Her er, hvad du skal holde øje med

Onsdag nat dansk tid skal medlemmerne af Repræsentanternes Hus stemme om, hvorvidt de ønsker at rejse en rigsretssag mod præsident Donald Trump eller ej. Berlingske giver overblikket over, hvad du skal holde øje med.

Det bliver med stor sandsynlighed en historisk afstemning, når medlemmerne af Repræsentanternes Hus samles onsdag 18. december.

Sent onsdag dansk tid skal de stemme om de to rigsretsanklager, som er blevet rejst mod præsident Donald Trump, og alt tyder på, at der er flertal for at sende sagen videre til Senatet.

Med andre ord kan det komme til at betyde, at Donald Trump bliver den tredje i rækken af amerikanske præsidenter, der indledes en rigsretssag imod i USAs historie. Forbered dig på dagen med Berlingskes overblik.

Her er, hvad du skal holde øje med i dag:

  • Omkring klokken 15 dansk tid samles alle medlemmer af Repræsentanternes Hus.

  • De har seks timer til at debattere rigsretsanklagerne mod præsident Trump.

  • Mellem klokken 00.30 og 1.30 i nat forventes de så at stemme om, hvorvidt de vil rejse en rigsretssag eller ej.

  • Hvis der bliver stemt for at rejse en rigsretssag, skal den sendes videre til Senatet.

  • Medlemmerne skal også stemme om, hvem de vil have til at føre sagen mod præsident Trump, hvis den bliver sendt videre.

Hvad skal Trump lave?

Præsident Trump, der forud for dagens rigsretsafstemning har sendt et seks sider langt rasende brev til Demokraternes majoritetsleder, Nancy Pelosi, har svoret, at han ikke vil følge med i dagens afstemning.

I stedet har han tænkt sig at samle massevis af vælgere til et af sine store såkaldte rallies i Battle Creek, Michigan.

Hvad sker der, hvis der bliver stemt for en rigsretssag?

Hvis Repræsentanternes Hus vedtager at rejse en rigsretssag, hvilket alt tyder på, at de gør, kommer den til at skulle stå i Senatet – Kongressens andet kammer – i januar. Her vil nogle særligt udvalgte medlemmer af Repræsentanternes Hus føre sagen mod præsident Donald Trump.

Det er op til Senatets medlemmer at tage stilling til, om præsidenten skal afsættes. Men før det kan ske, skal to tredjedele af Senatet stemme for. Og det er højst usandsynligt, at det vil ske, eftersom Republikanerne, præsidentens eget parti, har flertal i Senatet.

Republikanernes majoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, sagde tirsdag, at han langtfra så et grundlag for at rejse en rigsretssag mod præsidenten »for slet ikke at tale om, hvad der skal til for at få en præsident afsat for første gang i amerikansk historie.« Se videoen med ham øverst i denne artikel.