»Dinosaurerne troede også, at de havde tid,« stod der på skiltet fredag, da 30.000 skoleelever og studerende i Tyskland droppede undervisningen for i stedet at demonstrere for klimaet.
Fredag strejkes der i 50 byer, og budskabet til landets politikere og ikke mindst kulkommissionen er klart: Drop kullet, og sats på grøn energi.

Slutspil om kul
Merkel-regeringen nedsatte i foråret en 28 mand stor kulkommission, der skal fremlægge en plan for, hvordan Tyskland kan vinke farvel til kul. 35 pct. af Tysklands strøm kommer fortsat fra kul. Det er en af årsagerne til, at den tyske regering sidste år måtte melde ud, at den ikke når sine klimamål for 2020. Efter atomulykken i Fukushima i Japan i 2011 besluttede Tyskland at udfase atomkraft.
Men kulkommissionen har haft svært ved at blive enig. Inden COP24 i Katowice i Polen i december meddelte kommissionen, at den havde brug for mere tid. Det afgørende møde forventes i stedet at blive afholdt fredag i Berlin.

»Hold op med at sjakre med vores fremtid«
Men nu har tyske elever og studerende i bevægelsen #Fridayforfuture fået nok. Inspireret af den 16-årige svenske miljøaktivist Greta Thunberg har de sendt et brev til kulkommissionen under overskriften »Det er os, der er fremtiden«.
Fredag vil der være demonstrationer både foran Erhvervsministeriet i Berlin, hvor Kommissionen mødes, og foran den tyske Forbundsdag.
Ifølge Luisa Neubauer, en af initiativtagerne, har de unge ikke andet valg end at strejke: »Klimakrisen venter ikke på, at vi bliver studenter,« siger hun til avisen Der Tagesspiegel.
Flertal vil af med kul
En ny måling fra den tyske TV-kanal ZDF viser, at de unge har stor opbakning i befolkningen. 3/4 af tyskerne mener, at det skal gå hurtigt med at udfase kul fra det tyske energisystem, mens 25 pct. mener, at det ikke haster.
Målingen viser imidlertid også, at de delstater i Østtyskland, som har mange arbejdspladser i klemme (Sachsen, Sachsen-Anhalt og Brandenburg) er stærkt bekymrede. Her mener 61 pct., at Tyskland skal tage sig god tid.
Med delstatsvalg i sigte i Sachsen og Brandenburg er udfasningen af kul blevet en politisk varm kartoffel. Det skyldes også, at partiet Alternative für Deutschland, der i forvejen står stærkt i delstaterne i øst, har markeret sig som »kulforkæmpere«.
Allerede inden kommissionen har barslet, har kansler Angela Merkel holdt møder med ministerpræsidenter i de berørte delstater. Det gælder også Nordrhein-Westfalen i det gamle Vesttyskland, hvor der også udvindes kul. Samlet set vurderes der at være 60.000 beskæftigede inden for brunkul.

Slutdato
Netop den økonomiske kompensation og planer for nye arbejdspladser forventes at blive den største knast for kulkommissionen. En anden hård knast er, hvornår det sidste kulkraftværk skal lukkes.
Lykkes det ikke for kommissionen at blive enig fredag, skal de på den igen 1. februar. I givet fald vil de berørte ministerpræsidenter blive indkaldt til møde hos kansler Merkel dagen før.
Erhvervsminister taler med de unge
Erhvervsminister Peter Altmaier (CDU) vil fredag mødes med de unge demonstranter i Berlin. Til nyhedsmagasinet Der Spiegel udtaler han, at han altid glæder sig over, at unge gør brug af deres ret til demonstrere.
»Om de skal gøre det i skoletiden, må de afklare med deres lærere,« lyder det fra erhvervsministeren.