Der er kommet styr på indvandringen til Tyskland, men fire problemer truer

Antallet af asylansøgere til Tyskland nærmer sig igen tiden før flygtningekrisen, der for alvor eskalerede i 2015. For første gang siden 2016 sender Tyskland også flere flygtninge tilbage til andre EU-lande, end tyskerne tager imod. Blandt andet det store antal af børn, der søger om asyl, vækker dog bekymring.

Billeder med flygtninge på de tyske landeveje forekommer pludselig som historie. Igen i år er antallet af asylansøgere til Tyskland faldet. Men udfordringen er langtfra løst, siger Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer (CSU). Der kommer fortsat lige så mange asylansøgere til Tyskland, som der bor i en by som Heidelberg, så tallene skal længere ned. Gyorgy Varga/AFP/Scanpix

Han sagde det ikke. »Wir schaffen es – doch.« Men Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer (CSU), var tæt på, da han onsdag fremlagde den digre årsrapport om flygtninge- og indvandrere på 374 sider.

»Vi har fået styr på problemet og har fået reetableret orden,« lød det fra den mand, der for mindre end et halvt år siden var tæt på at vælte kansler Merkels regering på grund af flygtningepolitikken.