Enten er I med os, eller også er I imod os.
Sådan synes logikken at være i Det Republikanske Parti efter weekendens begivenheder, hvor syv republikanske senatorer stemte for at dømme Donald Trump ved den historiske rigsretssag, hvor han var anklaget for at opildne til optøjer mod Kongressen 6. januar.
De syv republikanske senatorer – Richard Burr, Bill Cassidy, Susan Collins, Lisa Murkowski, Mitt Romney, Ben Sasse og Pat Toomey – er efterfølgende blevet mødt med hård kritik internt i deres eget parti. Det skriver flere medier. Blandt andre Bloomberg.
Både i North Carolina, Louisiana og Pennsylvania blev en skarp kritik og erklæring over partiets skuffelse hurtigt stemt igennem.
Flere af senatorerne er også blevet mødt af mistillidserklæringer og initiativer for at »censurere« dem i fremtiden, skriver Politico.
Senatoren i Nebraska Ben Sasse forsvarer fortsat sin stemme for at dømme Trump. I en erklæring fordømmer han, at et parti og dets politik er præget af »denne underlige tilbedelse af én fyr«.
Også Bill Cassidy er blevet mødt af hårde ord i sin hjemstat Louisiana, der fordømmer Cassidys afstemning:
»Vores forfatning og vores land er vigtigere end nogen person. Jeg stemte for at dømme præsident Trump, fordi han er skyldig,« siger Bill Cassidy i et forsvar for sin stemme.
I flere af de stater, hvor senatorerne er valgt, er initiativer for at finde nye stærke kandidater, der kan udfordre de siddende republikanske senatorers sæder, allerede gået i gang.
Historisk rigsret
Ved rigsretten stemte 57 medlemmer af Senatet for at kende Donald Trump skyldig, mens 43 stemte imod. Samtlige 50 demokratiske medlemmer af Senatet svarede »skyldig«, da de blev spurgt ved den mundtlige votering.
Der kræves to tredjedeles flertal blandt de 100 medlemmer i Senatet for at dømme Trump. Derfor havde de 50 demokrater brug for 17 republikanske stemmer.
Det er anden gang på et år, at Trump bliver frikendt i en rigsretssag. Han er den eneste præsident i USAs historie, der er stillet for en rigsret to gange.
USA har kun fire gange i landets historie oplevet en rigsretssag mod en præsident. To af dem har været imod Donald Trump.