Nu er det helt store magtspil i gang: Europas liberale vil have mere indflydelse i EU-kabale

Ved et topmøde i Bruxelles tirsdag aften vil EUs stats- og regeringsledere for alvor tage hul på snakken om, hvem der skal lede Europa de næste fem år. De liberale ønsker på forhånd at diskvalificere tysk spidskandidat.

Knap var stemmerne fra Europa-Parlamentet talt op, før Europas liberale forsøgte at gøre deres indflydelse som Europas nye magtfaktor gældende. Tirsdag aften mødes Europas stats- og regeringsledere til et ekstraordinært topmøde for at tale om, hvordan man skal fordele de mest magtfulde topposter i EU i de kommende år.

Alt tyder på, at den franske præsident, Emmanuel Macron, og hans nye allierede vil tage sig betalt for at være de nye kongemagere i Europa-Parlamentet, nu hvor Socialdemokraterne i S&D og de kristendemokratiske og konservative i EPP for første gang siden 1979 ikke længere kan mønstre et flertal alene sammen.