De fleste har efterhånden hørt, at nordmændene købte elbiler som gale sidste år, hvor næsten hver tredje nye bil var en elbil. Er benzin- og dieselbiler ved helt at forsvinde fra de norske veje?
Nej, det kan man ikke sige. Nordmændene købte omkring 33 gange flere elbiler end danskerne i 2018, og elbiler er ikke længere et særsyn - især ikke i Oslo og de større byer. Men den gennemsnitlige »Ola Nordmann« kører fortsat langt mere på benzin og diesel. Omkring 200.000 har anskaffet sig en elbil, mens der er omkring 2,5 millioner biler med forbrændingsmotorer – inklusiv hybridbiler, som nordmændene ikke regner med i den grønne bilpark. For i år lyder prognosen, at halvdelen af alle solgte biler kan være elbiler.