Norske politikere har omvendt bilentusiasterne: »Vi havde ikke købt elbil bare af hensyn til miljøet«

En revolution er i gang på de norske veje, hvor hver tredje nye bil er en elbil, mens det danske salg nærmest er stagneret. Hos familien Marthinsen i Oslo skiftede man den store diesel-Volvo ud og mener af vidt forskellige årsager, at politikerne har vist den rigtige vej.

Faktisk er Anders Marthinsen lidt stolt af det. Det gør ham ikke noget, når kollegerne driller og siger, at han er med i »Duracell-gjengen«. Men han har ikke altid regnet med at skulle komme med i »batteribanden« på arbejdspladsen. Før familien i Oslo fik elbil, kørte de rundt i en Volvo XC60. Den var »rigtig god«, indskyder hustruen, Heidi Romberg.

»Åh ja, faen. Det var jo det. Så stiger vi skridt for skridt og ender op med sådan en rigtig stor, fin Volvo og så …,« siger Anders Marthinsen og smager på ordene, indtil han med et smil trækker en ubestemmelig, vemodig lyd helt nede fra maven. Lyden skal beskrive, hvordan han dengang følte, at luften gik ud af mange års bildrømme. De to nordmænd husker tydeligt den dag for halvandet år siden, da de endeligt besluttede, at dieselbilen skulle skiftes ud med el.