At tage imod hjælp udefra svarer til at tage imod »forgiftet slik«.

Sådan står der i en kommentar i den officielle avis for Koreas Arbejderparti onsdag.

I kommentaren lyder opfordringen, at Nordkorea skal øge sin økonomiske selvstændighed, på trods af at landet står med en lang række udfordringer.

Det isolerede land har de seneste år kæmpet med mangel på fødevarer. Også oversvømmelser, storme, internationale sanktioner og nedlukninger har skabt problemer.

Men i en kommentar advarer avisen Rodong Sinmun, som hører under Koreas Arbejderparti, imod at modtage økonomiske hjælp fra »imperialister«.

Hjælpen er nemlig en »fælde«, der har til formål at »udplyndre« og »kue« modtageren.

»Det er en fejl at forsøge at øge den økonomiske aktivitet ved at acceptere og spise den slags forgiftet slik,« står der i kommentaren.

Imens skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap onsdag, at 700 fanger i tre nordkoreanske fængsler er døde over en periode på to år. Det er sket på grund af sult og sygdom. Yonhap henviser til en unavngiven kilde.

De fleste FN-agenturer og vestlige hjælpeorganisationer har forladt Nordkorea i kølvandet på nedlukninger. Kina er en af de sidste kilder til fødevarehjælp udefra.

Det sydkoreanske ministerium for forening, som tager sig af anliggender mellem de to lande, udtaler, at der lader til at være sket en stigning i antallet af personer, der dør af sult i nogle nordkoreanske provinser.

»Fødevareproduktionen faldt sidste år. Der er risiko for problemer med distribution på grund af ændringer i forsyningen og i distributionspolitikken,« siger en sydkoreansk embedsmand.

Ifølge foreningsminister Kwon Young-se har den nordkoreanske regering bedt om hjælp fra FNs Fødevareprogram (WFP). Men der er ikke sket fremskridt, da der er uenigheder om monitorering af hjælpen.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.