Igen og igen har tidligere formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, forklaret, at bankmanden Lars Seier Christensens økonomiske støtte, ikke har givet ham direkte indflydelse på partiets politik.
Med god grund. Allerede i den kapitalistiske bibel – Wealth of Nations fra 1776 – advarer Adam Smith kraftigt mod at lade købmænd få for megen indflydelse på politik, da erhvervsdrivende først og fremmest tjener egne interesser frem for statens. Forestillingen om at en bankmand bosiddende i Schweiz skulle købe sig til direkte indflydelse på dansk politik, ville sætte spørgsmålstegn bag Liberal Alliances demokratiske legitimitet.
Men i Simon Emil Ammitzbøll-Billes erindringsbog »Insider: Fire år med Løkke« er billedet åbent for fortolkning. Sådan kan den i hvert fald læses. Og sådan bliver den læst. For eksempel skriver chefredaktør for Altinget, Jacob Nielsen, i sin anmeldelse, at »Lars Seier fik noget for pengene«.
»Anders Samuelsen har ved flere lejligheder klart afvist, at Lars Seier med de mange millioner i partistøtte har købt sig til indflydelse på Christiansborg. Bogen fortæller en anden og mere realistisk historie,« står der i anmeldelsen.
I bogen kaldes Lars Seier Christensen næsten konsekvent for »hovedsponsor«, og det antydes, at bankmanden, som bor i Schweiz, på afgørende punkter har haft stor indflydelse på ikke blot de generelle politiske linjer, men også konkrete politiske drøftelser.
Tydelig pression fra Schweiz
Da partiet på et møde dagen efter folketingsvalget i 2015 drøftede, hvilke mærkesager, der skulle prioriteres under regeringsforhandlingerne, nævnede Anders Samuelsen, at der muligvis kunne skaffes et flertal for skattelettelser i bunden.
Men, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille i bogen:
»'Jeg har sgu ikke postet 10-15 millioner i projektet for at få lettelser i bunden,’ kommer det fra Lars Seier. Hele rummet flækker af grin. Lars har aldrig elsket vores fokus på skattelettelser i bunden.«
Og det er ikke eneste gang, at hovedsponsoren klart formulerer ønsker til partiets politik.
Op til valget til EU-parlamentet i 2014 skulle Liberal Alliance vælge, hvilket valgforbund partiet skulle indgå i. Fem år tidligere havde Liberal Alliance været i valgforbund med Venstre og De Konservative, men hovedsponsoren og Merete Risager ville det anderledes.
»Telefonerne glødede. Merete Riisager fremførte synspunktet om valgforbund med DF på flere gruppemøder. Jeg var ikke i tvivl om, at hun var i kontakt med Schweiz. Anders (Samuelsen, red.) var ikke synderligt optaget af spørgsmålet, men virkede villig til at føje Lars Seier Christensen.«
Og lidt senere skriver Simon Emil Ammitzbøll, som var tæt på at melde sig ud af partiet:
»Der var tydelig pression fra Schweiz.«
Løsningen blev, at Liberal Alliance ikke meldte sig ind i et valgforbund. Og ikke fik en kandidat valgt ind.
Vendte på en tallerken
Et af de mest dramatiske forløb i dansk politik udspillede sig i december 2017, da et højspændt opgør mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om en skattereform og nye udlændingestramninger fik LA til at true med ikke at stemme for sin egen regerings finanslov.
I Simon Emil Ammitzbøll-Billes bog antydes det, at Saxo Bank-stifteren, rigmanden og LA-donoren Lars Seier Christensen, muligvis fik LA til at blive i regeringen og forhindrede et valg i utide.
For ifølge forfatteren havde både Anders Samuelsen og Ammitzbøll-Bille faktisk besluttet sig for at udløse et valg og føre kampagne under sloganet »Ikke for enhver pris«.
I Simon Emil Ammitzbøll-Billes Porsche på vej hjem fra et møde på Marienborg skrålede de sågar med på Europes »Final Countdown«.
Men samme aften inviterede Lars Seier Christensen de to frontmænd til et møde. Simon Emil Ammitzbøll-Bille valgte ikke at deltage.
»Nok en dumhed fra min side. Kort efter er Anders vendt på en tallerken,« skriver han i bogen.
Liberal Alliance blev i regeringen.
Spørgsmålene til Simon Emil Ammitzbøll-Bille står i kø.
En dumhed
Du mere end antyder, at Lars Seier Christensen overtalte Anders Samuelsen til, at Liberal Alliance skulle blive i regeringen, selvom I oven på julekrisen i 2017 havde besluttet jer for at udløse et folketingsvalg. Er det rigtigt?
»Det ved jeg ikke noget om. Jeg ved bare, at de havde et møde, hvor Anders gik fra at ville sprænge det hele i luften til at ville blive i regering.«
Du skriver, det er »en dumhed« fra din side, at du ikke tager med til det møde med Lars Seier?
»Jaah, for jeg tænker, at det har sandsynligheden (for sig, red.), at det var dér, det skete. Og så kunne man måske have udvirket, at det endte med en anden beslutning.«
Med dit kendskab til Anders Samuelsen, til Lars Seier Christensen og til dynamikkerne i Liberal Alliancen har det så sandsynligheden for sig, at Lars Seier Christensen forhindrede et folketingsvalg i Danmark?
»Det er jo en meget firkantet måde at stille op på. For det kunne jo også være endt med den tredje løsning: Nemlig, at vi bare havde forladt VLAK-regering og sagt ja til, at der kunne fortsætte en VK-regering. Det kan man ikke vide,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Ikke pengene i sig selv
Men havde Lars Seier en indflydelse på Liberal Alliance, der gjorde, at han kunne udøve indflydelse på, om I var i regering eller ej?
»Jeg kan ikke vide mere, end jeg har skrevet i bogen. Hvis jeg vidste mere, end jeg havde skrevet i bogen, havde jeg skrevet det,« siger Liberal Alliances næstmest magtfulde politiker i den omdiskuterede periode.
Du beskriver også et sted, at han – da I i 2015 drøftede Liberal Alliances prioriteter i regeringsforhandlingerne, og Anders Samuelsen sagde, at han troede, der kunne skaffes et flertal for at lette skatten i bunden – erklærede, at »jeg har sgu ikke postet 10-15 millioner i projektet for at få lettelser i bunden«. Altså, hvor meget magt har jeres »hovedsponsor«, som du kalder ham, haft over den førte politik i Liberal Alliance?
»Det mener jeg ikke, han har haft i særlig stor grad. Det skriver jeg faktisk også i bogen: Beslutningerne bliver truffet primært i partiledelsen eller i folketingsgruppen. Jeg skriver også, at vi griner af det, for jeg opfatter det mest som en morsomhed. Men det gjorde selvfølgelig, at diskussionen kom ind på det emne, fordi der var nogen, der tog op, om det var klogt, at vi skulle gøre det med bundskatten.«
Du nævner også i bogen, at når I diskuterer valgforbund til europaparlamentsvalgene, kan der være en linje til Schweiz, der udøver indflydelse?
»Ja. Jo, men altså, prøv at høre: Lars Seier Christensen sad i vores visionsgruppe, og Anders Samuelsen har selv nævnt, at han takker Leif Mikkelsen, Lars Seier Christensen, vores reklamemand Søren Kenner og undertegnede som de fire, han typisk ser hjalp ham med at genrejse Liberal Alliance. Så det ville være mærkeligt at påstå, at vi fire mænd ikke sammen med Anders havde haft indflydelse på det projekt i en eller anden grad.«
Det store spørgsmål er: Gør pengene en forskel?
»Jeg tror ikke, det er pengene i sig selv, der gør en forskel.«
Seier: »spekulationer«
Så hvis vi skriver, at Anders Samuelsen skifter holdning til Liberal Alliances regeringsdeltagelse og et eventuelt valg efter et møde med Lars Seier Christensen, er det ikke forkert?
»Det kan jeg jo ikke vide. Det må I jo undersøge. Jeg kan jo ikke sige, det er sådan. Jeg kan sige det, jeg har skrevet i bogen.«
Når man læser bogen, står den mulighed ret åben?
»Og sådan er det jo nogle gange. Jeg skriver allerede i forordet, at jeg kan jo kun skrive det, som jeg selv har oplevet. Det er det, jeg inviterer læseren ind til at se. Der, hvor jeg ikke kommer længere eller kan antyde, hvad jeg tror, må man jo selv tænke sit.«
Hvordan tror du, Anders Samuelsen og Lars Seier vil læse dén side?
»Det kan I jo spørge dem om.«
Anders Samuelsen har ingen kommentarer.
I en mail til Berlingske skriver Lars Seier Christensen:
»Jeg har ikke læst bogen og ønsker ikke at kommentere Simon Emil Ammitzbøll’s eventuelle spekulationer. Min støtte til Liberal Alliance igennem årene har været generel støtte til den liberale sag og aldrig været forbundet med nogen krav til den førte politik. Det ved alle i partiet, der kender mig, tror jeg,« skriver han.
Og så tilføjer han:
»Men for the record kan jeg sige, at jeg bestemt mener, skatterne bør lettes i både top og bund, hvis min holdning til emnet interesserer nogen.«
