Midt i coronakrisen lancerer Demokraterne ny undersøgelse af Trump: »Det er endnu en heksejagt«

Demokraterne har nedsat et udvalg, der dagligt skal overvåge regeringens håndtering af coronakrisen. Men »at føre partiske undersøgelser under en pandemi er virkelig et stort spild af nødvendige ressourcer, tid og opmærksomhed,« mener Donald Trump.

»Here we go again.«

Sådan sagde USAs præsident, Donald Trump, på sit daglige pressemøde natten til fredag dansk tid. For Demokraterne har nu annonceret, at de har nedsat et udvalg, som dagligt skal overvåge præsidenten og hans regerings håndtering af coronakrisen.

Det skriver blandt andre The Washington Post, efter at Demokraternes majoritetsleder, Nancy Pelosi, annoncerede udvalgets oprettelse torsdag. Hun vil sikre, at præsidenten ikke misbruger midlerne i den historisk store hjælpepakke på to tusind milliarder dollar, som Kongressen har vedtaget i kampen mod coronavirus, siger hun.

»Hvor der er penge, er der ofte også unoder på spil,« forklarede Pelosi ifølge The Washington Post.

Men præsident Trump har ikke meget tilovers for Pelosis påfund.

»Vi har set amerikanere stå sammen med utrolig uselviskhed og medfølelse,« sagde han ifølge Fox News på pressemødet natten til fredag dansk tid:

»Jeg vil gerne minde alle i vores lands hovedstad – særligt i Kongressen – om, at dette ikke er tiden til at føre politik og uendelige partiske undersøgelser,« sagde præsidenten og henviste her til, hvordan Demokraterne tidligere både har undersøgt Trumps forbindelser til Rusland og hans potentielle afpresning af Ukraines præsident:

»Det er heksejagt efter heksejagt,« sagde han.

Pelosi har forklaret, at det nye undersøgelsesudvalg blandt andet skal kunne indkalde vidner og udspørge dem under ed, sådan som tidligere udvalg i Repræsentanternes Hus også har gjort det i foregående undersøgelser. Hun har også tidligere på ugen anklaget præsidenten for at være direkte ansvarlig for flere coronarelaterede dødsfald i USA.

»Det er på tide at få den her fjende besejret. At føre partiske undersøgelser under en pandemi er virkelig et stort spild af nødvendige ressourcer, tid og opmærksomhed,« sagde Donald Trump blandt andet på pressemødet.

Præsident Trump er i den seneste måned flere gange blevet beskyldt for ikke at tage coronavirussen alvorligt, og han har indtil for ganske nyligt sammenlignet virussen med en ordinær influenza. For få uger siden hævdede han, at den »mirakuløst« ville forsvinde. Nu er tonen fundamentalt ændret, som Berlingske tidligere har beskrevet.

Og præsidenten har aldrig før været mere populær.

Torsdag registrerede USA 1.169 dødsfald som følge af coronavirus i løbet af de seneste 24 timer. Det er højeste antal registrerede antal dødsfald på et enkelt døgn i landet hidtil, og det er tredje dag i træk, at USA registrerer over 800 dødsfald.

De 1.169 dødsfald er samtidig det højeste antal, der er blevet registreret på 24 timer på verdensplan.