Mere end 30 demokrater har trukket støtten til Joe Biden: Her er dem, der vil af med præsidenten

Joe Biden er under internt pres. Samtlige demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus og flere senatorer har trukket støtten til Biden som partiets præsidentkandidat. Få et overblik her. 

Spekulationerne om præsident Joe Bidens mulige tilbagetog som Demokraternes præsidentkandidat udvikler sig time for time i disse dage. Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix

Joe Biden gik ind i den potentielt mest afgørende weekend i sin 50-årige politiske karriere fredag 19. juli, da den voksende liste af demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, der opfordrede ham til at trække sig, oversteg 30.

Ifølge The Guardian er det nu tale om 31 ud af 213 medlemmer af Repræsentanternes Hus, der ikke ser Biden fortsætte i Det Hvide Hus.

Dertil kommer mindst fire demokrater fra Senatet.

Ikke mindre end 12 medlemmer af henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet bad præsident Biden om at give faklen videre fredag.

Budskabet var enslydende fra demokraterne, der offentligt sendte deres opfordring afsted mod præsidenten:

»Joe Biden har gjort det godt, vi er taknemmelige for hans arbejde, men nu er det på tide at overlade partiet til nye kræfter.«

»Vi mener, at det mest ansvarlige og patriotiske, du (Joe Biden red.), kan gøre i dette øjeblik, er at træde til side som vores kandidat, mens du fortsætter med at lede vores parti fra Det Hvide Hus,« lød det eksempelvis i en fælles udmelding fra fire af kongresmedlemmerne fredag.

Her er de 31 demokratiske kongresmedlemmer, der offentligt har opfordret Biden til at give faklen videre:

Earl Blumenauer (Oregon)

Den 76-årige Earl Blumenauer trak støtten 10. juli:

»Ingen præsident har opnået flere præstationer under vanskeligere omstændigheder end præsident Joe Biden, men dette handler ikke kun om at forlænge sit præsidentskab, men om at beskytte demokratiet,« lød det fra ham.

Earl Blumenauer Francis Chung/AP/Ritzau Scanpix

Ed Case (Hawaii)

»Dette har intet at gøre med hans karakter,« sagde Case, da han meldte ud, at han ser Biden trække sig tilbage:

»Hvis det gjorde, ville der ikke være nogen beslutning at træffe. Det handler udelukkende om fremtiden, om præsidentens evne til at fortsætte i det sværeste job i verden i endnu en fireårig periode.«

Sean Casten (Illinois)

Fredag 19. juli  opfordrede Sean Casten Biden til at træde tilbage i en klumme i Chicago Tribune

»Politik er ligesom livet ikke retfærdigt,« lød det med henvisning til, at Biden er blevet for gammel til at varetage præsidentembedet. 

Kathy Castor (Florida)

I en tale til en tv-kanal sagde Castor, at Biden havde »tjent dette land godt« og »udrettet mere end nogen præsident siden Lyndon Johnson«. 

Samtidig sagde hun, at hun »synes, det er en spændende tid til eventuelt at sende faklen videre. Der er meget på spil ved dette valg«.

Kathy Castor og Joe Biden den 23. april 2024. Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

Jim Costa (Californien)

Da der først var forlydender om, at Biden overvejede at træde til side, erklærede 72-årige Costa sig enig i, at »det vil være til det bedste«. 

Angie Craig (Minnesota)

Angie Craig opfordrede Biden til at trække sig efter den meget omtalte tv-transmitterede debat mellem Trump og Biden. 

Lloyd Doggett (Texas)

Texas-veteranen var den første til at trække sin støtte til Biden: 

»I erkendelse af at præsident Bidens største forpligtelse, i modsætning til Trump, altid har været over for vores land, ikke ham selv, så håber jeg, at han vil træffe den smertefulde og vanskelige beslutning om at trække sig tilbage,« lød det. 

LLoyd Doggett. U.s House Of Representatives/Reuters/Ritzau Scanpix

Chuy Garcia (Illinois), Jared Huffman (Californien), Mark Pocan (Wisconsin) og Marc Veasey (Texas)

De fire kongresmedlemmer udgav en fælles erklæring, hvor de opfordrede Biden til at trække sig. 

Raúl Grijalva (Arizona)

76-årige Grijalva repræsenterer svingstaten Arizona. Han fortalte The New York Times, at »Biden bør påtage sig ansvaret ved at trække sit præsidentkandidatur«, lød det fra Grijalva.  

Jim Himes (Connecticut)

Minutter efter Bidens NATO-pressekonference 11. juli trak Himes offentligt støtten til Biden. 

Greg Landsman (Ohio)

Da Landsman meldte, at han opfordrer Biden til at trække sig, udtalte han, at han havde viet sin tid til »ugers overvejelse og hundredvis af samtaler med vælgere«, inden han »kom frem til den konklusion, at Joe Biden ikke længere er den bedste person til at vinde over Trump i år«.

Mike Levin (Californien)

Levin udgav en erklæring, hvor han opfordrede præsidenten til at gå af 12. juli. 

Zoe Lofgren (Californien)

Lofgren offentliggjorde et brev til Biden 19. juli. 

Hun sagde, at hun havde lyttet til hans »refleksioner« og hyldede hans »retfærdige« politiske resultater, men at tiden er inde til, at Biden trækker sig. 

Betty McCollum (Minnesota)

Betty McCollum var en af de 12 demokrater, der fredag 19. juli opfordrede Biden til at trække sig. 

Samtidig opfordrede demokraten også til at gøre Tim Walz, Minnesotas guvernør, til vicepræsident for Bidens vicepræsident, Kamala Harris, i tilfælde af at hun bliver demokraternes præsidentkandidat. 

Morgan McGarvey (Kentucky)

På X offentliggjorde kongresmedlemmet fra Kentucky, at hun vil trække støtten til Biden.

I opslaget omtaler hun ham som en »effektiv og empatisk leder«, men tilføjede, at der derfor »ikke er nogen glæde i anerkendelsen af, at han ikke skulle være vores nominerede i november«. 

»Indsatsen ved dette valg er for høj, og vi kan ikke risikere, at fokus for kampagnen er andet end Donald Trump,« skriver hun videre i opslaget. 

Seth Moulton (Massachusetts)

I en klumme i Boston Globe forklarer det 45-årige demokratiske kongresmedlem Seth Moultan, hvordan han på tæt hold har oplevet et tydeligt tegn på, at Biden er blevet »for gammel og svækket« til at kunne varetage posten som præsident.

Han beskriver, at ham og Biden har haft et tæt forhold til hinanden, hvor præsidenten har fungeret som en politisk mentor for ham.

Førhen mødte Biden ham med store smil, når de stødte ind i hinanden. Men det har forandret sig, lyder det fra Moultan: 

»Da jeg mødte ham til 80-årsjubilæet for D-dag i Normandiet i Frankrig, virkede det for første gang til, at han ikke kunne genkende mig,« skriver Seth Moulton i klummen.

Han afslutter klummen med at opfordre Biden til at trække sig:

»Det her er større end en præsident eller et parti. Det handler om USA. Lad os vinde det her valg, hr. præsident, og samtidig sørge for, at du får det eftermæle, som du fortjener efter at have dedikeret dit liv til at tjene vores land.«

Seth Moulton. John Locher/AP/Ritzau Scanpix

Scott Peters (Californien)

Peters trak støtten til Biden efter NATO-pressekonferencen 11. juli. 

Brittany Pettersen (Colorado)

12. juli opfordrede Pettersen Biden til at trække sig i en erklæring: 

Mike Quigley (Illinois)

Quigley trak sin støtte til Biden i et interview med MSNBC 5. juli: 

»Hr. præsident, din arv er fastlagt. Vi skylder dig den største taknemmelighed. Det eneste, du kan gøre nu for at cementere det for altid og forhindre total katastrofe, er at lade en anden overtage.«

Pat Ryan (New York)

Den tidligere soldat Pat Ryan opfordrede i et interview med The New York Times Biden til at trække sig:

»Det ville være en alvorlig bjørnetjeneste, hvis jeg sagde, at Biden var den bedste kandidat til at tjene dette efterår,« lød det fra ham. 

Adam Schiff (Californien)

Den indflydelsesrige tidligere såkaldte efterretningsformand i Repræsentanternes Hus og den nuværende amerikanske senatskandidat udtalte i en erklæring til Los Angeles Times, »at det er på tide for Biden at give faklen videre«.

Brad Schneider (Illinois)

Schneider opfordrede Biden til at »sikre sin arv« ved at træde til side 11. juli. 

Hillary Scholten (Michigan)

Hillary Scholten har udtalt, at hun vil stemme på Biden, hvis han stiller op som demokraternes præsidentkandidat, men fordi folk har stemt på hende for at »repræsentere dem med integritet«, så har hun besluttet at »sige fra og opfordre Biden til at trække sig«. 

Mikie Sherrill (New Jersey)

I forbindelse med at hun trak sin støtte, udtalte kongresmedlem og tidligere flådehelikopterpilot Mikie Sherrill, at hun mener, at indsatsen for et andet Trump-præsidentskab er for høj til at forblive tavs.

Mikie Sherrill. Justin Lane/EPA/Ritzau Scanpix

Adam Smith (Washington)

Ifølge Adam Smith skal en præsidentkandidat være i stand til »klart, velformuleret og stærkt at fremføre sin sag over for det amerikanske folk«:

»Det er klart, at præsident Biden ikke længere er i stand til at imødekomme denne byrde,« sagde Smith til CNN.

Eric Sørensen (Illinois)

Efter NATO-pressekonferencen 11. juli besluttede Eric Sørensen også offentligt at trække støtten til Biden.

Greg Stanton (Arizona)

Arizona-kongresmedlemmet Greg Stanton opfordrede Biden til at »give faklen videre« 11. juli:

»Biden er en af ​​USAs mest effektive moderne topchefer. Men Det Demokratiske Parti skal have en kandidat, der effektivt kan føre sagen mod Trump og have det amerikanske folks tillid til at håndtere strabadserne i det hårdeste job på planeten i de næste fire år,« lød det fra ham. 

Gabe Vasquez (New Mexico)

Repræsentanten fra New Mexico sluttede sig fredag ​​aften 19. juli til opfordringerne om, at Biden skal træde tilbage.

De fire senatorer 

Der er desuden fire senatorer, der offentligt har trukket støtten til Biden:

Sherrod Brown (Ohio), 

Sent fredag ​​den 19. juli udsendte Ohio-senatoren en e-mail-erklæring, hvor hun opfordrede Biden til at trække sig.

Senator Sherrod Brown. Jay Laprete/AP/Ritzau Scanpix

Martin Heinrich (New Mexico)

Også sent fredag aften opfordrede Martin Heinrich præsidenten til at trække sig:

»Selvom beslutningen om at trække sig fra kampagnen alene er præsident Bidens, mener jeg, at det er i landets bedste interesse for ham at træde til side,« lød det fra New Mexico-senatoren.

Jon Tester (Montana) 

Montana-senatoren (og landmanden) er et sjældent syn på Capitol Hill. Han er nemlig en demokratisk senator fra en rød stat. 

»Selvom jeg sætter pris på hans engagement i vores land, mener jeg, at præsident Biden ikke bør søge genvalg til en anden periode,« lød det fra Jon Tester ifølge The New York Times torsdag 18. juli. 

Senator Jon Tester. Francis Chung/AP/Ritzau Scanpix

Peter Welch (Vermont)

Den 10. juli opfordrede Welch Biden til at trække sig og blev den første demokrat i Senatet til at gøre det. Det gjorde han i en The Washington Post-klumme. 

Joe Manchin (West Virginia)

Den uafhængige senator Joe Manchin sluttede sig til koret af demokrater, der mener, at præsident Biden bør droppe sit præsidentkandidatur 21. juli.

Det sagde han til CNN i programmet State of the Union søndag.

Manchin fortæller i programmet, at han håber, at magtoverdragelsen kan ske »på den mest respektfulde måde«.

Derudover har yderligere tre kongresmedlemmer mere eller mindre offentliggjort, at de ønsker, at Biden trækker sig. Det drejer sig om Joe Morelle (New York), Jerry Nadler (New York) og Mark Takano (Californien).

De tre højtstående demokrater opfordrede Biden til at opgive sin post som præsidentkandidat under et privat opkald, indkaldt af den såkaldte minoritetsleder Hakeem Jeffries i begyndelsen af juli. 

Sådan lød det fra flere personer, der deltog ifølge Politico.

Samtidig har 56 sikkerhedsrådgivere opfordret Biden til at trække sig.

Det drejer sig om 56 tidligere sikkerhedsrådgivere, der i et brev til Biden opfordrer ham til at trække sig ud af valgkampen. Det gør de med henvisning til uro om hans kandidatur og hensynet til den nationale sikkerhed, hvis det lykkes tidligere præsident Donald Trump at vinde præsidentvalget. 

Det fremgår af brevet, som CNN har fået fat i.