USA's vicepræsident, Kamala Harris, har fredag forsikret Det Demokratiske Partis tungeste donorer om, at partiet kommer til at vinde valget 5. november.
- Vi vinder det her valg, sagde hun på et digitalt møde med donorerne ifølge en person, der deltog.
Mødet blev arrangeret med kort varsel og havde til formål at berolige donorerne, lyder det.
Det blev anset som nødvendigt, fordi en lang række fremtrædende demokratiske politikere gennem den seneste tid har opfordret præsident Joe Biden til ikke at genopstille.
Den 81-årige Biden bør pladsen til fordel for en anden kandidat, mener de.
Det samme budskab har lydt fra flere donorer og støtter af partiet.
Harris forsøgte i videoopkaldet at dæmpe den uro, Biden-kritikken har skabt i partiet og kredsen af donorer.
- Vi ved, hvilken kandidat i det her valg der sætter det amerikanske folk først: Vores præsident, Joe Biden, sagde hun.
Reuters har på baggrund af kilder i partiet beskrevet, hvordan flere indsamlinger til Bidens kampagne angiveligt er blevet sat på pause, og at donorer har truet med at trække deres penge ud af hans kampagne.
Donorerne, der deltog i fredagens møde, blev inviteret til en "briefing" på 30 minutter, hvor der skulle diskuteres "presserende behov, der er under udvikling", står der i invitationen, som Reuters har set.
Harris selv deltog i opkaldet "på direkte anmodning fra præsidentens seniorrådgivere," siger kilderne.
Harris er USA's første kvindelige vicepræsident og er tidligere senator og justitsminister i Californien.
Kritikken af Biden er taget til, efter at han leverede en tøvende og i manges øjne svag præstation i en tv-debat mod sin republikanske udfordrer, ekspræsident Donald Trump.
Under et pressemøde ugen efter kom Biden til at forveksle navnene på flere politikere. Blandt andet omtalte han Harris som Trump.
Biden har gentagne gange afvist, at han kunne finde på at trække sig.
Sent onsdag aften dansk tid sagde præsidenten dog, at han vil overveje sit kandidatur, hvis en læge fortæller ham, at hans helbred kræver det.
/ritzau/Reuters